Strålede i sidste øjeblik: Årets bedste fra Kevin

Banen taget i betragtning leverede Kevin Magnussen sin bedste tidtagning som Haas-kører

Foto: Rex/All Over Press
Foto: Rex/All Over Press

Kevin Magnussen har stadig ikke kvalificeret sig i top-ti, siden han var McLaren-kører, men banens layout og i sammenligning med Romain Grosjean var lørdagens tidtagning i Aserbajdsjan danskerens bedste som Haas-kører.

Han nåede Q2 og kørte 13. bedste tid foran Renaults Nico Hülkenberg og Saubers Pascal Wehrlein. Sidst i sessionen meddelte løbsingeniøren Giuliano Salvi, at der var tilstrækkelig dråber benzin tilbage i tanken til et sidste forsøg. Dækkene var imidlertid færdige, konstaterede danskeren og vendte tilbage til pitten. Et flatspot gjorde det umuligt at køre endnu en kval-omgang.

Til løbet rykker Kevin Magnussen frem til en startposition som 12'er, fordi Carlos Sainz har en gridstraf med sig fra sidste løb. Teamkammeraten Romain Grosjean kiksede sit sidste forsøg og måtte nøjes med 17. hurtigste tid og kom dermed ikke ud af Q1.

Baku City Circuit er ikke en bane, som passer Haas. VF17'eren er bedre på langsommere baner og mangler topfart i lige linje. Den slags gør ondt, når bybanen byder på en 2,2 km lang start-mål-strækning.

Teamets opgradering til dette løb var en ny bagvinge, som øger bilens vejgreb. Til gengæld modarbejder det tophastighed, så den kommer til at gøre større nytte på andre baner. Samtidig passer typen af sving ikke særlig godt til raceren, og kval-finalen var derfor ikke inden for rækkevidde.

Foto: Imago/All Over Press
Foto: Imago/All Over Press
 

Særligt danske Kevin Magnussen-fans har hårdt kritiseret Haas for at sende danskeren for sent ud under tidtagning. I dag gav Haas' kritiserede taktik pote.

Den seks kilometer lange bybane bliver markant hurtigere, som tiden går, og alle marginaler betyder noget i det tætte midterfelt.

Under træning dominerede Kevin Magnussen sin franske teamkammerat, som mest af alt brokkede sig over bremseproblemer. Begge havde samme problem; danskeren ved bare, at løsningen først kommer i juli, så han vælger at køre med, hvad han har. Og erfarne Grosjean stemplede da også ind, da det gjaldt.

Først var han 0,056 sekunder hurtigere end Kevin Magnussen og i det andet forsøg 0,074 sekunder hurtigere. Alt det blev kosmetisk, før det sidste og altafgørende forsøg.

Her præsterede Kevin Magnussen og kører en superomgang, mens Romain Grosjean kiksede sit forsøg og dermed ikke forbedrer sig. I den tællende tid var danskeren 0,439 sekunder hurtigere end teamrivalen.

Noget af den tid stammer fra en god omgang tættere på grænsen, anden del fra at være tilstrækkelig varme i dækkene - og den sidste del fra en hurtigere bane. Hvilket er grunden til, at et midterhold som Haas er nødt til at satse og gå sent ud. Det ville slet ikke være muligt at køre den tid ti minutter tidligere i sessionen.

Lewis Hamilton var helt suveræn. Foto: Rex/All Over Press
Lewis Hamilton var helt suveræn. Foto: Rex/All Over Press
 

Et mindre crash for Daniel Ricciardo forlængede kampen om pole-position.

Da Red Bull-raceren var bugseret væk, knuste Lewis Hamilton al modstand i sidste forsøg. Briten var over fire tiendedele af et sekund hurtigere end teamkammeraten Valtteri Bottas - og der var over et sekund til Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel i anden startrække.

Williams-rookien Lance Stroll imponerede ved at kvalificere sig bedre end sin teamkammerat for første gang.

Se også: Advarsel fra Renault: Nyt crash sætter Palmer under pres

Se også: Grosjean flirter med Ferrari: Sædet er et opkald væk

67 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere