Straffe vælter ned over Formel 1-stjerner

Max Verstappen, Sebastian Vettel og Jenson Button sat i skammekrogen før Canadas Grand Prix

Sebastian Vettel prøver at finde en grimasse, der kan passe efter sin skuffende kvalifikation. (Foto: AP)
Sebastian Vettel prøver at finde en grimasse, der kan passe efter sin skuffende kvalifikation. (Foto: AP)

Manor Marussia-kørerne Roberto Merhi og Will Stevens kommer i en sjælden situation til søndags grandprix i Montreal.

Hele tre biler starter løbet bagved dem. Og det er ikke fordi, Formel 1's agerlanterne pludselig har fundet fart.

Tværtimod fordi straffe vælter ned over andre kørere i feltet.

Under kvalifikationen blev Sebastian Vettel ramt af tekniske problemer, hvilket i første ombæring udløste en 15. plads. Men for at gøre ondt værre for Ferraris tysker måtte han stå skoleret for løbsdommerne for at have overhalet en Manor-racer under rødt flag i tredje træning.

Se også: Smadrer sin F1-racer efter dum begynder-brøler

Sebastian Vettel undskyldte sig med, at Roberto Merhi i Manor-raceren havde kørt meget langsomt, men ikke mindst efter Jules Bianchis ulykke i fjor er dommerne meget påpasselige og uddelte fem placeringers straf.

Vettel starter trods sin fem strafplaceringer som nummer 18 på gridden, idet Toro Rossos Max Verstappen også afsoner en straf og starter som nummer 19.

Med sig til Montreal havde han fem placeringers straf for at have kollideret med Lotus' Romain Grosjean i Monaco. Imidlertid måtte den unge hollænder i Canada tage sin femte motor i brug, hvilket koster yderligere ti placeringer.

Max Verstappen skal afsone fem placeringer plus ti placeringer plus ti sekunder i søndagens løb. (Foto: AP)
Max Verstappen skal afsone fem placeringer plus ti placeringer plus ti sekunder i søndagens løb. (Foto: AP)

Da han 'kun' kvalificerede sig som nummer 12 på Circuit Gilles Villeneuve, er det ikke muligt at rykke 15 placeringer tilbage, så undervejs i løbet vil den 17-årige rookie få yderligere ti sekunders tidsstraf.

Jenson Button, som slet ikke kom til start i kvalifikationen, fordi hans mekanikere på det tidspunkt var i gang med at udskifte motoren i den trængte McLaren-Honda, starter bagerst.

Button fik trods den totalkiksede kvalifikation den ventede dispensation fra FIA til at starte løbet, men det bliver formentlig med start i pitten, at McLaren-veteranen skal forsøge at få noget ud af Canadas Grand Prix.

Honda har måttet skifte både turbo og MGU-H (del af hybridsystemet), så briten skal også en tur igennem pitten undervejs i løbet.

Se også: Katastrofal kvalifikation spolerer Ferrari-drømme

Kvalifikationen var en stor skuffelse for Sebastian Vettel:

1. Lewis Hamilton (Mercedes) 1.14,393 minutter

2. Nico Rosberg (Mercedes) +0,309 sekunder

3. Kimi Raikkonen (Ferrari) +0,621

4. Valtteri Bottas (Williams) +0,709

5. Romain Grosjean (Lotus) +0,801

6. Pastor Maldonado (Lotus) +0,936

7. Nico Hulkenberg (Force India) +1,221

8. Daniil Kvyat (Red Bull) +1,686

9. Daniel Ricciardo (Red Bull) +1,721

10. Sergio Perez (Force India) +1,945

11. Carlos Sainz (Toro Rosso) 1.16,042

12. Marcus Ericsson (Sauber) 1.16,262

13. Fernando Alonso (McLaren) 1.16,276

14. Felipe Nasr (Sauber) 1.16,620

15. Felipe Massa (Williams/Mercedes 1.17,886

16. Roberto Merhi (Manor Marussia) 1.19,133

17. Will Stevens (Manor Marussia) 1.19,157

18. Sebastian Vettel (Ferrari) 1.17,344**

19. Max Verstappen (Toro Rosso) 1.16,245*

20. Jenson Button (McLaren) ingen tid***

*straf for motorskift og ulykke i Monaco
**straf for at overhale under rødt flag i træning
***deltog ikke i kvalifikationen på grund af motorskift

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere