Suveræn Ferrari-slutspurt splitter Mercedes

Kimi Räikkönen klemte sig ind på andenpladsen efter Lewis Hamilton, som i Bahrain tog sæsonens tredje sejr

Hvor alvorlig er truslen fra Ferrari?

Det har været det store spørgsmål i forbindelse med weekendens Formel 1-grandprix i Bahrain.

Svaret efter et dramatisk ræs var ikke helt entydigt. Helt i front kørte Lewis Hamilton en rimelig sikker sejr hjem og har dermed vundet tre af foreløbigt fire løb i denne sejr.

Alligevel var der grund til bekymring hos tyskerne og underholdning til Formel 1's fans, for de røde Ferrari skabte igen problemer for ellers så suveræne Mercedes. Ikke mindst hos Nico Rosberg, som er ved at positionere sig som andenkører hos de forsvarende verdensmestre.

Denne gang var det Kimi Räikkönen, som skabte panderykkerne og det gode ræs.

Nico Rosberg og Kimi Räikkönen overhalede hinanden flere gange under løbet i Bahrain. (Foto: Luca Bruno/AP)
Nico Rosberg og Kimi Räikkönen overhalede hinanden flere gange under løbet i Bahrain. (Foto: Luca Bruno/AP)
 

Finnen passede rigtig godt på sine dæk, hvilket tillod ham at køre en anden strategi, så han på de afsluttende omgange jagtede de to Mercedes-racere på det hurtigere soft-dæk, mens Hamilton og Rosberg skulle køre hjem på det langsommere medium-dæk. 

Med to omgange igen begik Nico Rosberg en bremsefejl, hvilket tillod Räikkönen at smutte forbi. Ud fra kommunikationen med pitten kunne det godt tyde på, at den var mekanisk og ikke tyskerens egen. Efter løbet forklarede teamchef Toto Wolff, at begge racere havde problemer med overophedede bremser.

Dermed sikrede finnen andenpladsen og samtidig sit første podie i 26 grandprixer. Der har han ikke stået siden tiden som Lotus-kører.

Ferrari-holdkammeraten Sebastian Vettel havde ellers kørt en glimrende kvalifikation, hvor han klemte sig ind mellem de to Mercedes-kørere. Men pladsen i første startrække formåede han ikke at veksle til noget stort.

Hele tre tydelige kørefejl lavede tyskeren undervejs, og den sidste kostede en ødelagt frontvinge, hvilket tvang ham en ekstra gang i pit.

Denne fejl af Vettel blev dyr

Derefter måtte han opgive kampen mod Mercedes og begynde en ny mod Williams' Valtteri Bottas, der henviste ham til femtepladsen.

- Jeg føler, at jeg lod holdet lidt i stikken, idet jeg var inden for rækkevidde. Kimi vidste med andenpladsen, at det er muligt, og han kørte et godt løb. Det ville have været svært for mig at fange Nico og overhale, for vi kørte på samme dæk, og jeg havde noget skade på min frontvinge, sagde Sebastian Vettel efter løbet.

Williams' Felipe Massa fik også sit løb ødelagt, da raceren ikke ville starte på griden. Fra pitten kørte brasilianeren en 10. plads og et enkelt point hjem.

Felipe Massa måtte begynde løbet fra pitten efter startvanskeligheder. (Foto: Luca Bruno/AP)
Felipe Massa måtte begynde løbet fra pitten efter startvanskeligheder. (Foto: Luca Bruno/AP)
 
Hos McLaren var der ikke så meget at juble over.

Brok hos McLaren: Button nåede slet ikke til start
For Jenson Button blev weekenden bare værre og værre, som den skred frem. Fredagens træninger bød kun på seks omgange efter to forskellige tekniske problemer. Til kvalifikationen nåede briten ikke engang en sølle omgang og skulle derfor starte sidst.

Men det lykkes heller ikke.

Da McLaren-Hondaen med nummer 22 skulle startes, viste data, at der var problemer med batteri-systemet, og den 35-årige brite nåede slet ikke ud af garagen. 

Her kan du få Formel Ekstras vurdering af Hamilton og Räikkönens præstationer

Eneste lyspunkt var, at teamkammeraten Fernando Alonso gennemførte som nummer 11.

Hos Renault fortsætte motorproblemerne også. Begge Torro Rosso-racere udgik tidligt, men det blev særligt udstillet, ligesom Daniel Ricciardo havde kørt sig i pointene.

Sekunder efter Red Bull-raceren havde krydset målstregen gik endnu en motor op i røg ...

Nu venter tre ugers Formel 1-pause, før det går løs igen i Barcelona. Grandprixet, hvor man traditionelt ser de første store opgraderinger af racerne. Hos McLaren-Honda er der i den grad brug for det!

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere