Sauber hiver Marcus Ericsson ud af bilen og byder i stedet velkommen til italienske Antonio Giovinazzi.
Det bliver altså den tidligere testkører for Ferrari, der skal køre side om side med Kimi Räikkönen, der ligeledes kommer fra det italienske storhold.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, og det bliver en stor fornøjelse at få chancen på dette hold, siger Giovinazzi.
- Som italiener er det en stor ære at repræsentere så stort et brand som Alfa Romeo, siger han.
Alfa Romeo begyndte at samarbejde med Sauber i 2017.
Gammel Kevin-kending
Giovinazzi er godt kendt af feltets danske kører, Kevin Magnussen, for italieneren havde også tjanser som testkører for Haas i 2017. Han 'stjal' en del af fredagstræningerne fra Magnussen, hvilket ikke faldt i danskerens smag.
Her brillerede Giovinazzi ikke ligefrem og ødelagde blandt andet bilen for Magnussen i forbindelse med Ungarn Grand Prix.
Smadrede Kevins bil: Skuffet og ærgerlig
Giozinazzi har tidligere kørt to løb for Sauber tilbage i 2017.
Det blev til en 12. plads i Australien, mens han udgik i Kina på grund af et crash.
Svensk nedtur
Marcus Ericsson har kørt for Sauber siden 2015, da han kom til fra Caterham, og mange troede, at han ville kunne holde sin plads på grund af den tætte forbindelse til sponsorerne.
Svenskeren er godt nok sat fra bestillingen, men beholder dog foden i døren, da han skal være teamets tredjekører samt brand-ambassadør.
I de første sæsoner lykkedes det ikke Ericsson at score point, men i denne omgang fik han sat point på tavlen.
2018 har budt på to niendepladser og to tiendepladser.