Teamchef joker om Kevins kugler

Kevin Magnussen bad Nico Hülkenberg om at sutte sine kugler. En måned senere er teamchef Günther Steiner bare glad for, at tyskeren ikke fulgte opfordringen

SPA (Ekstra Bladet): Drabet ombord på ubåden Nautilus går vitterligt verden rundt. Formel 1-paddocken er sted, hvor der sjældent tales om begivenheder, uden de er relateret sporten, men den makabre sag blev nævnt hver gang Ekstra Bladets udsendte mødte udenlandske kollegaer.

I skarp konkurrence med Kevin Magnussens testikler!

Kørerne forsøgte at glide af på den store interesse fra ikke kun danske, men i særdeleshed store internationale medier, efter Nico Hülkenberg for en måned siden gav Kevin Magnussen en sviner for åben skærm og blev mødt med et ‘sut mine kugler’.

Sommerpausen havde kun stimuleret den.

De havde ikke talt med hinanden efterfølgende, og ingen af dem havde planer om at gøre det. Sket var sket.

Teamchef Günther Steiner havde samme holdning.

- Jeg ser ingen grund til, at vi skal arrangere et gruppekram for Nico og Kevin. Vi har vores synspunkt, og han har sit. Vi skal videre. Det var sjovt, mens den slags har en sidste salgsdato, siger Haas-bossen til Ekstra Bladet i Belgien.

Alligevel får Steiner talt sig varm. Han så det komiske i, at han allerede klokken seks mandag morgen mødte Nico Hülkenberg ombord på flyet til München.

De kunne allerede der grine af situationen, og samme reaktion har der været hos Haas. Ingen møder med Kevin Magnussens ordvalg på dagsordenen. 

- Nej, vi jokede lidt om det på WhatsApp, men det var det. Jeg fandt det underholdende. Min holdning er, at man skal sige, hvad man mener, så jeg kan ikke bebrejde ham noget! Nogle gange kan jeg heller ikke stoppe mig selv.

Günther Steiner tilhører også det flertal, som påskønner lidt kolorit i stedet for glatte pr-typer og mener, at det er godt for F1-showet.

- Det her var følelser, og derfor støtter jeg det. Men hvis du prøver at arrangere den slags, virker det ikke. Det her kom ud af det blå. Vi var lidt sådan: Hvad sagde han lige?

- Lad mig sige den på den måde. Heldigvis fulgte Nico ikke opfordringen, griner Steiner.

Til gengæld har man hos Haas fortsat svært ved at forstå straffen til Kevin Magnussen for at tvinge Hülkenberg af banen - ikke mindst når tyskeren tyskeren slap ustraffet for at påkøre Romain Grosjean på allerførste omgang.

Udover den kritik smilede Kevin Magnussen mest over den enorme interesse for det kække svar. På dansk sagde han dog:

- Det er meget sjældent, at jeg får kommentarer fra andre kørere - i hvert fald negative. Jeg tror, at han ønskede, at den skulle være på tv.

Nico Hülkenberg er også videre.

- Efter et løb er der følelser, og man er stadig lidt varm. Jeg havde behov for at dele, hvad jeg følte. Og det var det, siger Renault-køreren.

Du kan se den spydige ordudveksling mellem Magnussen og Hülkenberg her:

Du kan læse flere Formel 1-nyheder her:

Haas-boss bebuder ændringer: Her kan Kevin forvente godt nyt

McLaren-Honda bekræfter: Han kører for os i 2018

Populær F1-stjerne forlænger med Ferrari

F1-ferien er slut: Otte giftige spørgsmål vi skal have svar på

Kevin helt privat: Bliv klogere på F1-stjernens andet liv