Tillykke, far: - En dejlig overraskelse

Kevin Magnussen og Haas leverede i Spanien lidt overraskende holdets bedste kvalifikation siden 2019

Følg Formel 1

MONTMELÓ (Ekstra Bladet): Tommelfingerreglen siger, at en Formel 1-kører mister et par tiendedele af et sekund for hver gang han bliver far.

I tilfældet Kevin Magnussen synes princippet at virke stik modsat.

For anden gang i år leverede den 29-årige dansker en blændende kvalifikation med sin hustru og datter med i kulissen.

Haas-mekanikerne kan se frem til deres første lørdagsbonus siden Brasilien i 2019. De får nemlig en ekstra skilling, når begge kørere kvalificerer sig i top ti.

Med lidt hjælp fra en slettet omgang fra McLarens Lando Norris sneg Mick Schumacher sig ind på en tiendeplads; tyskerens bedste kvalifikation i Formel 1 nogensinde.

Datteren Laura var blandt de første gratulanter til den fornemme kvalifikation. Foto: Tariq Mikkel Khan
Datteren Laura var blandt de første gratulanter til den fornemme kvalifikation. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Men Magnussen var klasser bedre gennem tidtagningen.

Han var tæt på både Lewis Hamilton (Mercedes), Sergio Perez (Red Bull) og sølle 74 tusindedele fra Valtteri Bottas (Alfa Romeo) på syvendepladsen.

Når Mercedes igen har fundet fart, er det reelt den højeste startplacering, midterholdene kan nå på ren fart.

Selv om det var ‘en brat opvågning’ at blive far, har det kun gjort Magnussen til en bedre racerkører. Det mener både hans chef og teamets førende ingeniører, men også han selv.

Nu er der pludselig en person i hans liv, som er vigtigere end sportsmanden, og det smitter af på roen og overblikket i racerbilen.

Begge Haas-kørere overkom problemer i løbet af lørdagen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Begge Haas-kørere overkom problemer i løbet af lørdagen. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Alt sammen i kombination med, at det er ottende sæson i Formel 1.

- Hver gang jeg er kommet tilbage, føler jeg mig virkelig mere erfaren. Man bliver mere selvsikker, tilfreds, ikke så bekymret over tingene og mere afslappet. Mit år væk betyder også, at jeg føler mig mindre under pres, sagde Kevin Magnussen efter tidtagningen.  

Teamet tog et stort skridt i den rigtige retning i Spanien med deres opsætning af bilen, hvilket også var nødvendigt. Mange biler er opgraderede, mens der først venter nye dele til Haas-raceren i juli.

- Vi var spændte på, hvordan den weekend ville blive, fordi den første uofficielle runde af opgraderinger er overstået. Vi har en lidt anden strategi, hvor vi venter lidt længere. Så det er en dejlig overraskelse at være i Q3 og kæmpe med om point.

På vej tilbage til teamet med sin største fan. Foto: Tariq Mikkel Khan
På vej tilbage til teamet med sin største fan. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

- Der er spørgsmålstegn, når næsten alle medbringer opgraderinger. Men det lader til, at vi stadig kan holde trit med dem. Det er godt!

Hvis det ikke havde været for et problem med DRS-vingen, ville Magnussen nemt at have slået som minimum Valtteri Bottas.

- Når man krydser DRS-linjen, får vi et bip i øret, et lys tænder, og man trykker på knappen. Alt det stoppede. Den registrerede, at jeg trykkede, men vingen åbnede ikke, forklarer han til Ekstra Bladet.

- Jeg kunne se, at den prøvede at åbne, men var nødt til at åbne og lukke systemet for at få den op. Det kostede et par hundrede meter på hver omgang. 

Effekten er så stærk, at det snildt koster en tiendedel eller to.

Fundamentet er lagt til et godt resultat, men der er store ubekendte i forhold til strategi, dækslid og antal af pitstop.

Mich Schumachers bremser brød i brand under træning, og Kevin Magnussens DRS-system fungerede ikke optimalt under tidtagningen, så Haas-mekanikerne havde sit at se til. Foto: Tariq Mikkel Khan
Mich Schumachers bremser brød i brand under træning, og Kevin Magnussens DRS-system fungerede ikke optimalt under tidtagningen, så Haas-mekanikerne havde sit at se til. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

- Nu går over vi over til at se på racet og tale om dæk, banetemperaturer, balancen i bilen på fuld tank, men det ser ud til at blive superhårdt ved dækkene. Der ventes 35 grader i luften som i dag, så dækkene vil overophede. Men de her dæk synes at klare det bedre end de gamle, siger Magnussen.

Teamchef Günther Steiner var godt tilfreds.

- Det var ikke en let dag med Mick, som havde et problem under træning og ikke fik kørt, og Kevin, som havde sit problem med DRS-vingen. Det var ret nervepirrende. Begge gjorde det godt og holdt hovedet koldt. Men det vigtigste er for teamet.

Lørdag aften var der en overgang risiko for skår i glæden. Haas-duoen skulle forbi stewards for at have kørt for langsomt på udomgange under tidtagningen. Men de slap som ventet med en advarsel.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den 4. november 2020 forgreb Danmarks regering sig på demokratiet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind