Tordner mod nyt F1-forslag: - Totalt bullshit

Kval-løb med omvendt grid i stedet for den traditionelle tidtagning er i spil til næste sæson - kørerne er vilde modstandere

Hverken Sebastian Vettel eller Lewis Hamilton er fans af ideen om kvalifikationsløb i stedet for den normale tidtagning. Foto: Thomas Peter/Ritzau Scanpix
Hverken Sebastian Vettel eller Lewis Hamilton er fans af ideen om kvalifikationsløb i stedet for den normale tidtagning. Foto: Thomas Peter/Ritzau Scanpix

SINGAPORE (Ekstra Bladet): Mange forslag er oppe i luften i Liberty Medias forsøg på at revolutionere Formel 1.

Et af de mere kontroversielle er at ændre et af de mest velfungerende formater - lørdagens tidtagning - så man på udvalgte baner i stedet kører et kvalifikationsløb med start i omvendt rækkefølge, hvor den førende i VM-stillingen holder bagerst.

Sportens superstjerner er mildest talt imod ideen!

- For at være helt ærlig synes jeg, det er totalt bullshit, siger Sebastian Vettel.

- Hvis du vil forbedre noget, er det ret tydeligt, at feltet skal være tættere. Vi er nødt til at have bedre racing. Så det vil kun være et plaster.

- Jeg ved ikke hvilket geni, der fandt på denne idé, men det er ikke løsningen. Det er den totalt forkerte tilgang, mener den firedobbelte verdensmester.

Lewis Hamilton er helt på linje.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Folk, som foreslår den slags, aner ikke, hvad de taler om, siger Mercedes-stjernen.

Fire sæsoner i Formel 1 har indtil videre resulteret i en femteplads som bedste kvalifikationsresultat for Haas-teamet.

Alligevel er Kevin Magnussen heller ikke meget for at pille lige ved den del af weekenden.

- Jeg kan rigtig godt lide kvalifikationen, som den er. Man tager alt brændstof ud af bilen og sætter den op til maksimalt angreb, siger danskeren.

- Det er, hvor vi prøver at opnå perfektion. Vi kommer helt ud på grænsen i kvalifikationen. Jeg håber, vi kan beholde det.

- Men mere racing? Perfekt! Så længe vi ikke fjerner tidtagningen. Hellere træning. Lad os kvalificere om fredagen og så køre et løb lørdag og søndag, foreslår han.

Kritikken fra kørerne kom hurtigt F1's sportslige chef, Ross Brawn, for øre, som behandler det i sin debriefing fra Singapore.

- Der er samtaler om i 2020 at eksperimentere med ændringer af kvalifikationsformatet, så grandprix-weekenden bliver lidt mindre forudsigelig. Jeg vil gerne fremhæve ordet 'eksperiment', for det er, hvad det handler om. En lille prøve til at sætte en retning til fremtiden, konstaterer Ross Brawn.

- Vi er alle bekendt med, at det nuværende kvalifikationsformat er spændende og spektakulært, men det er også vigtigt at sikre, at løbet - højdepunktet i weekenden - bliver så godt, som det kan blive.

Se også: Plasticpose spolerer Kevins superløb: - Det sutter røv

Se også: Haas-boss bekræfter: Forhandler med Kubica

Formel 1 - 22. sep. 2019 - kl. 07:24 Romains svagheder? Hvor skal jeg starte?

Formel 1 - 21. sep. 2019 - kl. 10:17 Risikerer alt: Højt spil i F1's stoleleg

54 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere