Trods magert Haas-udbytte: Stolt af gutterne

- Vi præsterede bedre end forventet, siger Haas-teamchef Günther Steiner

TV: Kevin laver KANON-start på Sepang: Det lugter af point

SEPANG (Ekstra Bladet): Ikke bare en lang dag på kontoret, men en lang uge for det lille Haas-team. Begge kørere var fysisk udmattede, tomme i blikkene og iført køleveste, da et af årets mest strabadserende løb var overstået.

På intet tidspunkt fik teamet overtaget på VF17’eren og kæmpede både under kvalifikation og i racet med at få dækkene til at virke optimalt.

Så teamchef Günther Steiner var rent faktisk positivt overrasket over en 12. og 13. plads, om end McLaren-Honda presser på bagfra i VM-stillingen efter Stoffel Vandoornes anden sjetteplads i træk. 

- Vi fik ikke point, men vi præsterede bedre, end vi havde forventet. Vi skal have arbejdet på vores kvalifikation, for starter vi i en bedre position har vi selvsagt en meget større chance for at få point.

- En lang og hård weekend, men jeg er stolt af gutterne, siger Günther Steiner, der særligt nød Kevin Magnussens fantomstart.

- Jeg kan ikke klage. Det var en fantastisk start, og hvis man gør det, når man starter 12 eller noget i den dur, ville han have været i en super position.

Begge Renaulter var en overgang forbi. Det var på bekostning af at presse de sarte Pirelli-dæk, så hverken Nico Hülkenberg eller Jolyon Palmer kunne fuldføre det træk og sluttede bag begge Haas.

Kevin Magnussen i aktion. Foto: AP
Kevin Magnussen i aktion. Foto: AP

En overgang var Kevin Magnussen helt oppe som nier. Han var dog udmærket klar over, at top ti-placeringen ville være umulig at holde uden ballade længere fremme.

- Hektisk start, der var nogle gode muligheder, som gjorde, at jeg kunne komme lidt op. Og så prøvede jeg bare at holde fast derfra, men havde ikke rigtig farten til det, siger danskeren til Ekstra Bladet.

- Man kan smide den indenom og komme lidt op, når alle er hektisk stillet i starten. Så er det svært derefter at holde positionen, når folk falder ind i rytmen, og bilen ikke er hurtigere.

Teamkammeraten Romain Grosjean kom skrækkeligt afsted og var af banen efter en svingom med debutanten Pierre Gasly.

- Jeg tror, jeg var et vådt sted, og så blev jeg skubbet bredt to gange i sving fire af en anden bil. Jeg var sidst, og hvad kan man gøre, når man er sidst efter første omgang, siger franskmanden.

Alligevel lykkes det ham at køre sig op bag sin teamkammerat. Hvis Haas skal tage noget positivt videre fra Sepang, var det, at Romain Grosjean med et ekstra pistop to tredjedele inde i løbet, fik supersoft-dækket til at fungere.

- Bilen var ret svær at køre i begyndelsen. Den kom til live, da vi ændrede lidt på aero-balancen ved sidste pitstop. Jeg tror ikke, vi valgte det rigtige tekniske setup denne weekend, og jeg inkluderer mig selv i den beslutningsproces. Jeg tror, vi kan lære meget af den her weekend og kan komme stærkere tilbage i Japan, siger Grosjean.

Der køres allerede på Suzuka næste weekend.

TV: Kiesa om Alonso/Magnussen-ballade: Det er usportsligt:

Se også: Gearkassen: Formel 1-dommerne ser alt

Se også: Fik du set det? Her er Kevins fantastiske start i Malaysia

Se også: Mysterium hos Haas: 'Bilen er MEGET bedre'

Jan Magnussen og Corvette tabte årets Le Mans på sidste omgang på grund af en punktering (Foto: Jan Sommer) Sport og Spil Verdens mest vindende: Her er Magnussens vilde tal

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen