SPIELBERG (Ekstra Bladet): Med 50 strafplaceringer plus tidsstraffe til Jenson Button og Fernando Alonso på grund af omfattende motorskift skulle man tro, at alle tænkelige ulykker allerede var væltet ned over McLaren-Honda før Østrigs Grand Prix.
Men, nej ...
Mareridtet fortsætter.
Endda med fint besøg fra Hondas topchef Takahiro Hachigo, som første gang var ude til et grandprix for at tilse japanernes Formel 1-satsning.
Allerede på første omgang hamrede Fernando Alonso efter en ellers glimrende start og Ferraris Kimi Räikkönen sammen i et voldsomt crash.
Umiddelbart tyder det på, at uheldet var finnens skyld, som begyndte nede bagved efter en team-bommert i kvalifikationen. Dommerne kiggede på episoden efter løbet og fandt, at der var tale om et hændeligt uheld.
- Jeg fik noget hjulspind, og den gik til venstre. Det har været en meget ringe weekend, men sådan kan det gå, sagde Kimi Räikkönen, da han var vendt tilbage til paddock.
De to tidligere holdkammerater hos Ferrari var heldigvis uskadt og kunne begge gå fra deres racere.
Bagved havde Jenson Button udsyn til crashet.
- Forfærdelig ulykke. Det er aldrig rart at se, når biler er i luften. Så det var rart at høre, at de var okay. Alle vores opdateringer sad på den bil, så det var heller ikke godt i forhold til næste uges test, sagde briten, hvis løb også blev ødelagt.
Allerede mens feltet var bag safetycar, opstod der pludselig problemer med motoren i hans McLaren. Første melding gik på en olielæk, så Button måtte også udgå, før løbet egentlig var gået i gang. Det viste sig at være problemer med en sensor i motorens luftindtag ...
Teamets primære mål med grandprixet i Østrig var ellers at få begge racere i mål og nogle hårdt tiltrængte omgange på Honda-motoren før næste uges test.
For at gøre ondt værre sad teamets ny korte snude på Alonsos bil, og den er som bekendt smadret.
McLaren efter trist rekord: Det er uforståeligt
Forrest vandt Nico Rosberg et ellers temmelig udramatisk - læs: kedeligt - løb.
Tyskeren overhalede sin holdkammerat allerede i første sving, og da Lewis Hamilton siden fik en fem sekunders straf i forbindelse med et pitstop, kom der aldrig spænding om sejren.
Slet ikke når Ferrari-udfordringen fra Sebastian Vettel udeblev.
Det sørgede hans mekanikere for under et pitstop, hvor et hjul sad fast - hvilket kostede i hvert fald ti sekunder.
Mod slutningen kæmpede Vettel for at komme på podiet, men Williams’ Felipe Massa formåede at holde ham bag sig.
Se den hårde dom over McLaren her
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.