Ude af Formel 1: Usikker fremtid

Indycar-løb, sabbatår eller noget helt tredje. Efter ti sæsoner i Formel 1 har Nico Hülkenberg ingen afklaring om, hvad der venter næste år

Se højdepunkter fra kvalifikationen i Brasiliens Grand Prix her. Video: SNTV

Kun én ting ligger fast om Nico Hülkenbergs nærmeste fremtid: Han ved ikke, hvad der skal ske.

Men 2020 bliver uden et sæde i Formel 1, bekræftede han over for pressen i Brasilien. Det har ligget i kortene, siden Renault efter tre års samarbejde valgte at droppe den 32-årige tysker til fordel for Mercedes’ franske stortalent Esteban Ocon.

- Jeg har ikke underskrevet noget og kommer ikke til det inden for den nærmeste fremtid. Jeg har modtaget opkald fra teams i forskellige motorsportsserier, men der sker ikke det store i øjeblikket, sagde han før Brasiliens Grand Prix ifølge racer.com.

Tyske medier har været hurtige med at koble ham til et sæde i Indycar hos Ed Carpenter Racing, hvilket teamet pure benægter. McLarens Zak Brown har tidligere tilbudt Hülkenberg en plads i briternes Indycar-program, hvilket blev afvist af en specifik grund.

- Ovalbaner. Jeg har altid sagt, at jeg ikke er fan af dem. Det er ikke for mig. I så fald ville jeg holde mig til de normale baner, siger han.

Med andre ord ville han ikke kunne køre en håndfuld af sæsonens løb og derfor være uden chance for at vinde mesterskabet.

Denne weekend i Brasilien deltager Nico Hülkenberg i sit 178. og foreløbigt næstsidste Formel 1-grandprix. Foto: RICARDO MORAES/Reuters/Ritzau Scanpix
Denne weekend i Brasilien deltager Nico Hülkenberg i sit 178. og foreløbigt næstsidste Formel 1-grandprix. Foto: RICARDO MORAES/Reuters/Ritzau Scanpix

Tyskeren understreger, at han ikke stresser over den uvisse fremtid, og at et sabbatår også kan komme på tale.

- Et årti i Formel 1 er intenst med en travl livsstil. Derfor vil jeg bare se, hvordan jeg har det, når året starter, og hvordan tingene udvikler sig. Lige nu ved jeg det bare ikke, og jeg gider ikke tænker over det, fordi jeg stadig er her, siger han.

Drømmen om at vende tilbage til Formel 1 i 2021 er der stadig.

- Jeg elsker denne sport, og jeg vil være klar og fit, hvis der viser sig en chance for et comeback, siger Hülkenberg til tyske medier ifølge Spiegel.

Tidligere har han slået fast, at simulator- eller reserveroller i Formel 1 ingen interesse har. Det samme gælder en plads hos Williams. Han havde også muligheder hos Haas. Afvisningen af ham som teamkammerat til Kevin Magnussen var ifølge Ekstra Bladets oplysninger ikke så simpel som udlagt i visse internationale medier.

Nico Hülkenberg var i dialog med Günther Steiner om at blive kollega med Kevin Magnussen i 2020. Foto: Glenn Dunbar/LAT
Nico Hülkenberg var i dialog med Günther Steiner om at blive kollega med Kevin Magnussen i 2020. Foto: Glenn Dunbar/LAT

Se også: Her vandt Kevin to gange i 2019

Se også: F1-stjerne i fedtefadet: - Fake news

Se også: Teambossen erkender: Tæt beslutning

Når Haas efter sommerpausen hurtigt besluttede sig for Romain Grosjean, handlede det også om, at Nico Hülkenberg satsede i F1’s stoleleg, og hverken havde den fornødne tro på det amerikanske team eller var på bølgelængde i forhold til løn- og kontraktlængde.

- Det var seriøst, men det er svært for mig at gå i for mange detaljer. Alt sammen er følsom information, sagde Hülkenberg i Singapore, efter Haas havde bekræftet sine kørere.

- Jeg er ikke skuffet, for jeg jagtede ikke den aftale.

Herefter lukkede muligheder sig også hos Alfa Romeo og Red Bull for indehaveren af den uheldige rekord som den Formel 1-kører med flest løb uden at have stået på podiet.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere