Uden McLaren: Button tager årets første triumf

Jenson Button vandt søndag Hermosa Beach Triathlon i Californien og fik dermed en succesfuld optakt til det amerikanske Formel 1-grandprix

Jenson Button fik årets første sejr i weekenden - og det skete uden hjælp fra McLaren-Honda. (Foto: AP)
Jenson Button fik årets første sejr i weekenden - og det skete uden hjælp fra McLaren-Honda. (Foto: AP)

Der har ikke været meget at glæde sig over for Jenson Button i de seneste par sæsoner.

Hans foreløbig sidste grandprix-sejr faldt i 2012, og fra og med i fjor har har den forhenværende Formel 1-verdensmester sammen med McLaren-Honda været på en rejse, der resultatmæssigt har budt på den ene store fiasko efter den anden.

Både motor såvel som materiel har skuffet i forhold til interne og eksterne forventninger, og gang på gang er den rutinerede kører blevet distanceret af det meste af feltet.

Søndag var det imidlertid endelig blevet Buttons tur til at smage sejrens sødme igen. Det skete bare ikke en i Formel 1-racer. I stedet kunne den 35-årige brite udelukkende takke sig selv for præstationen, der blev leveret under Hermosa Beach Triathlon.

Se også: Ekspert flænser McLaren: Kevin bliver røvrendt

Her var profilen fra McLaren-Honda modsat sit Formel 1-team mere end konkurrencedygtig, og han tilbagelagde distancen, der bestod af 400 meter svømning, 16 kilometer cykling samt 4,8 kilometer løb, i tiden 48 minutter og 25 sekunder.

Det skulle vise sig at være mere end rigeligt til at erobre førstepladsen, eftersom dagens næstbedste triatlet brugte fire minutter og 17 sekunder mere end briten på at fuldføre udfordringen i Californien.

Det er ikke første gang i år, at Jenson Button demonstrerer, at formen er på plads uden for en Formel 1-bane. I april gennemførte han London Marathon på 2.52.30 timer, hvilket gav britens popularitet et ekstra nyk opad i hjemlandet.

Se også: Her er McLarens takketale til Kevin

Den kan givetvis nå ny højder, hvis sejrene også begynder at falde i Formel 1 igen, men her må Jenson Button efter alt at dømme endnu kigge langt efter toppen.

Næste mulighed, for at gøre sig gældende på den front, falder i den kommende weekend, hvor briten sammen med McLaren-Honda skal forsøge at erobre point ved det amerikanske grandprix i Texas.

15 kommentarer
Vis kommentarer