Uroen lurer: Alonso modsiger McLaren

Vinden spillede ingen rolle i testulykke, og der var et problem med bilen, fastslår McLaren-Honda-stjernen Fernando Alonso

- Det er tydeligt, at der var et problem i bilen, sagde Fernando Alonso i Malaysia. McLaren er ikke enige. (Video: AP)

SEPANG (Ekstra Bladet): McLarens øverste chef Ron Dennis fik noget at snakke med Fernando Alonso om, efter den spanske Formel 1-stjerne torsdag i Malaysia for første gang selv satte ord på sin testulykke.

Teamet udbad sig som optakt til Malaysias Grand Prix, at der kun måtte tales testulykke og hjernerystelse på torsdagens mediedag. Held og lykke med det, når Fernando Alonso for åben mikrofon modsiger flere af teamets tidligere forklaringer.

Ganske vist understreger han sin fulde tillid til bilen og teamets håndtering af ulykken. Alligevel lurer noget under overfladen.

Både den tidlige McLaren-forklaring med kastevind samt teamets påstand om, at der intet var galt med McLaren-raceren blev afvist.

- Der var helt bestemt et problem med styringen, som låste på vej ind i sving tre. Jeg nærmede mig væggen, jeg bremsede og skiftede ned i gear fra femte til tredje.

- Det er tydeligt, at der var et problem i bilen, men det er ikke fundet i bilens data. Det var også noget af det, jeg lavede med ingeniørerne i sidste uge, forklarede Fernando Alonso i Malayia.

- Der er nogle pletter hist og her, men ikke noget tydeligt svar. Jeg forstår det og støtter holdet, indtil de finder svaret. Og måske finder de det aldrig.

- Men McLaren siger, at der ikke var et problem med bilen?

- Det tror jeg ikke, de siger mere, konstaterede spanieren.

Se også: Grønt lys fra lægen: Alonso klar til ræs

Fernando Alonso var den absolutte hovedperson på torsdagens pressekonference i Malaysia. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Fernando Alonso var den absolutte hovedperson på torsdagens pressekonference i Malaysia. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Skabte forvirring
Oprindeligt kom McLaren med en officiel forklaring om, at en kastevind var skyld i, at Fernando Alonso drejede ind i væggen i sving tre på Circuit Barcelona-Catalunya og pådrog sig en hjernerystelse.

- Det var det helt sikkert ikke. En orkan flytter ikke bilen ved den hastighed. Og hvis du får et eller andet medicinsk problem, vil du typisk miste kraften, og bilen fortsætter ligeud til ydersiden og aldrig på indersiden. Det kræver alligevel noget at dreje en Formel 1-bil, sagde spanieren.

Alligevel tog han på pressemødet sin manager og McLaren-Honda i forsvar. Noget skulle de sige …

- Med sådan en ulykke var der meget opmærksomhed særligt i Spanien. Den første kontakt, teamet og min manager havde med pressen i de første dage, kunne de kun gætte. Vinden eller andre muligheder, og det skabte forvirring.

- Men man kan ikke sige ingenting i de tre-fire dage, før jeg kunne huske alt. For så ville det i den periode kun blive endnu værre. Teorien om vinden var tydeligvis ikke en hjælp, konstaterede han.

Fernando Alonso kastede for første gang lys over den ulykke, der medførte, at han ikke deltog ved Australiens Grand Prix. (Foto: Tariq Mikkel Khan) Formel 1 - 26. mar. 2015 - kl. 10:42 Endelig taler Alonso: Sådan oplevede han ulykken

Fernando Alonso har fået grønt lys til at køre Malaysias Grand Prix. Inden da må han dog forholde sig til en række spørgsmål om sin testulykke. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Fernando Alonso har fået grønt lys til at køre Malaysias Grand Prix. Inden da må han dog forholde sig til en række spørgsmål om sin testulykke. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Stoler på holdet
Fredag til træning sætter Fernando Alonso sig igen i ind i MP4-30’eren, hvilken han – i hvert fald udadtil – føler sig helt sikker ved.

- Nogle af de forvirringer kommer fra de tidlige citater og forklaringer, fordi der var så meget interesse. Jeg var på intensiv, og der skulle siges noget med det samme. Formentlig mangler der nogle instrumenter på bilen for at kunne vide præcist, hvad der skete.

- Til dette løb er der nogle ekstra ting på, som næppe er nødvendigt, men det er for at være helt sikker, sagde Fernando Alonso, som også kunne afsløre, at hans racer i Barcelona adskilte sig fra den version, hans team-kammerater kører rundt i.

- Dele var unikke for mig, og som jeg bad om på grund af min kørestil. Her går vi tilbage til det normale styretøj, som de har brugt med Jenson og Kevin de sidste par år. Men der er ingen problemer eller bekymringer fra min side.

Se også: Bossens sidste skulderklap til Kevin

- Jeg stoler helt og holdent på teamet. De har igennem en måned gennemgået hvert eneste komponent. De har simuleret det hele, lavet massevis af test og erstattet alt, hvor der kunne være tvivl.

- Jeg tror, vi har den sikreste bil på griden lige nu efter alle de studier. Og jeg er nok Formel 1-historiens mest undersøgte kører efter den seneste måned, sagde Fernando Alonso.

Alligevel er historien om Formel 1-stjernens testulykke og dens følger langt fra ovre …

Her bliver Fernando Alonso fløjet væk i helikopter umiddelbart efter, han forulykkede i Spanien forrige måned. (Video: AP)

31 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere