USA lokker Kevin

Kevin Magnussen i spil hos Indycar-teamet Chip Ganassi Racing

Drømmen er fortsat Formel 1, men der arbejdes på alternativer i Magnussen-lejren. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Drømmen er fortsat Formel 1, men der arbejdes på alternativer i Magnussen-lejren. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Legendariske Indianapolis 500 køres næste år for 100. gang, og med til at fejre den runde udgave kan meget vel være Kevin Magnussen siddende i en Indycar-racer.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den 23-årige dansker i spil til det sidste resterende sæde hos topteamet Chip Ganassi Racing, som også har den forsvarende firedobbelte Indycar-mester Scott Dixon i stalden.

Kevin Magnussen besøgte Chip Ganassi Racing i begyndelsen af året, da han afsøgte sine muligheder for indeværende sæson efter at have mistet sædet hos McLaren. Danskeren var i dialog med flere Indycar-teams og vejede fordele og ulemper ved den amerikanske serie kontra en rolle som McLaren-reserve.

Overvejelserne stoppede, da Fernando Alonso mistede herredømmet over McLaren-Honda-raceren under test i Barcelona. Teamet fik brug for sin reserve til den sidste test og i Australien til sæsonens første Formel 1-grandprix.

Men nu lokker USA igen.

Indycar er fortsat inde i overvejelserne hos Kevin Magnussen. (Foto: Allover)
Indycar er fortsat inde i overvejelserne hos Kevin Magnussen. (Foto: Allover)
 

Indycar er en af tre muligheder, Magnussen-lejren arbejder på i øjeblikket.

Novembers testchance i Porsches 919 Hybrid handler først og fremmest om muligheden for at afløse Nico Hülkenberg til 24 timers-løbet i Le Mans. Men Kevin Magnussen kan også ende i WEC-serien (World Endurance Championship) af anden vej.

Et af sportsvognsserien øvrige fabrikshold har ifølge Ekstra Bladets oplysninger henvendt sig, efter det stod klart, at Kevin Magnussen og McLaren kappede navlestrengen.

Kevin Magnussens drømmescenarie for 2016-sæsonen er imidlertid det mindst sandsynlige: At han lander et sæde hos miniputten Manor, der næste år kører med Mercedes-motor og dermed bliver et noget mere attraktivt team end i år.

– Formel 1 har været min drøm, siden jeg var en lille dreng, og den drøm er meget svær at slippe. Vi arbejder stadig på de muligheder, der er i Formel 1, sagde danskeren forleden til TV2 Sport.

Se også: Kevin til eksamen: Jeg skal overbevise Porsche

Problemet med Manor er, at her kommer man ikke ind uden sponsorer i ryggen. Sædet skulle stå i ’mindst’ ti millioner dollar, knap 70 millioner kroner.

Mercedes-reserve og nybagt mester i tyske standardvogne (DTM) Pascal Wehrlein er blandt favoritterne til et sæde, men også her er der grænser for, hvor mange penge den tyske bilfabrikant vil lægge for Formel 1-erfaring til sit talent.

En reserverolle hos et andet team virker kun sandsynligt, hvis det indebærer løfte om et sæde i 2017.

Kevins top-prioriteter

Formel 1

Sidste spinkle chance er hos Manor, men en plads hos miniputten er dyr og står i ’mindst’ 70 millioner kroner. Mercedes’ Pascal Wehrlein er favorit til en plads, mens også de nuværende kørere Will Stevens og Alexander Rossi har gode chancer for at blive. Stevens har en Formel 1-glad far, som driver et stort konsulentfirma i London og derfra kan trække på sine kontakter. Rossi har også penge i ryggen og er som amerikaner interesant for sponsorer. En rolle som reserve hos et andet team er urealistisk. Kevin Magnussen vil køre ræs næste sæson og indgår næppe en aftale om en reserve-rolle, uden at det indebærer løfte om Formel 1 i 2017.

Indycar

En plads hos Chip Ganassi vil være et attraktivt alternativ, hvis eller rettere når farvellet til Formel 1 står helt klart. Det er et topteam i en formel-klasse, som har relevans for Formel 1. Selv om chancerne for comeback til F1-paddocken i 2017 ikke er store, kan en overbevisende sæson i Indycar måske bane vej tilbage.

Le Mans/WEC

Testaftalen med Porsche handler først og fremmest om at afprøve talent, når tyskerne får brug for en afløser for Nico Hülkenberg til Le Mans. En mere permanent aftale med Porsche virker ikke sandsynligt, med mindre der virkelig bliver imponeret i Barcelona. Til gengæld foregår samtaler med et andet fabriksteam om en plads i WEC-serien.

22 kommentarer
Vis kommentarer