Utrolig rekord: Umuligt at slå

Lewis Hamilton havde marginalerne på sin side og scorede karrierens pole-position nummer 100

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Fem Formel 1-teams har gennem tiderne opnået 100 pole-positions. Nu kan en kører også prale af den bedrift.

Med tre hundrededele af et sekund slog Lewis Hamilton sæsonens store rival Max Verstappen i kampen mod uret.

Siden briten slog Michael Schumachers 68 pole-positions, har han løbende udbygget sin egen rekord.

Ingen troede, at den tyske legendes milepæl nogensinde skulle nåes. På samme måde er det svært at forudse, hvordan Hamiltons rekorder skulle komme i fare.

Som Pedro de la Rosa konstaterede til briten lige efter triumfen:

- Da vi kørte din første Formel 1-test sammen på Silverstone, vidste jeg, at du ville blive god. Men jeg troede aldrig, at nogen ville nå 100 poles.

Efter frontløberne i VM-kampen følger Valtteri Bottas (Mercedes) og Charles Leclerc (Ferrari). Alpines Esteban Ocon overraskede positivt med en femteplads, mens det modsatte var tilfældet for Sergio Perez (Red Bull) på ottendepladsen.

Første startrække på Circuit Barcelona-Catalunya er næsten en garanti for et godt resultat; 90 procent på af løbene er vundet derfra. Tilbage i 2013 var Nico Rosberg den første og eneste, som scorede pole og gennemførte uden at slutte i top fem.

Det er på niveau med, hvad man ser på bybaner som Monaco, hvor der stort set kun overhales via strategi og pitstop. Ændringerne i sving 10 til denne sæson har ikke gjort overhalinger nemmere.

Tværtimod.

Løbene i Spanien er vundet fra pole 22 ud af de seneste 30 gange. Foto: Nacho Doce/Ritzau Scanpix
Løbene i Spanien er vundet fra pole 22 ud af de seneste 30 gange. Foto: Nacho Doce/Ritzau Scanpix
 

Banen er hård ved dækkene, og normalt er en to-stopper den vindende formel.

Men selv om samtlige i top ti starter på blødeste dæktype, indikererede træningerne, at man med seneste udgave af Pirelli-dækkene måske kan gennemføre med kun et enkelt stop.

Det er ikke godt for uforudsigeligheden på en bane, hvor grandprixerne har en tendens til at være kedelige.

Aston Martin kom til Barcelona med opgraderinger og forhåbninger om begge biler i top ti, men den mission lykkes ikke i det ekstremt tætte midterfelt.

Lance Stroll var otte tusindedele af et sekund fra Q3, mens Sebastian Vettel manglede en tiendedel.

Så tæt er det.

I stedet er det Alpine, hvis opgraderinger fra sidste uges race i Portugal bærer frugt, med begge kørere i Q3. Tommelfingerreglen siger, at har man en god bil i Barcelona fungerer den alle steder.

Hamilton og Verstappen har delt årets første tre første- og andenpladser mellem sig. Sådan går det nok også søndag. Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Hamilton og Verstappen har delt årets første tre første- og andenpladser mellem sig. Sådan går det nok også søndag. Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
 

Fjerde tidtagning blev heller ikke lykkens gang for Nikita Mazepin, som endnu en gang tabte den interne Haas-duel til Mick Schumacher. Russeren var 0,7 sekunder fra sin kollega og starter sidst.

Alligevel er der noget at glæde sig over hos Haas.

Tyskeren starter nemlig 18’er foran Williams’ Nicholas Latifi. Det er første gang i denne sæson, at en Haas slår en anden bil under kvalifikation uden ulykker involveret. 

Frederik Vesti - som nu jagter sin F1-drøm med Mercedes’ hjælp - indledte sin sæson i Barcelona. Han starter søndagens F3-hovedløb som femmer og avancerede til syvendepladsen i det første sprintløb.