Formel 1-fans har slubret Netlix-serien 'Drive to Survive' i sig.
Den har vist masser af drama bag kulisserne i de seneste tre sæsoner, hvor Formel 1-feltet er blevet dækket bredt med de bedste historier.
24-årige Max Verstappen har været blandt aktørerne, men den førende i kampen om verdensmesterskabet vil ikke være med længere.
- Jeg forstår, at den (serien, red.) har brug for at blive mere populær i USA. Men fra min side som kører kan jeg ikke lide at være en del af det, siger Red Bull-køreren til The Associated Press inden weekendens løb i USA.
Han mener, at udtalelser i interviews med ham i tidligere sæsoner er blevet fordrejet. Ifølge Verstappen blev de efterfølgende brugt i andre sammenhænge.
- De forfalskede et par rivaliseringer, som ikke rigtigt eksisterer. Så jeg har besluttet mig for ikke at være en del af det og gav ikke flere interviews efter det, for så er der ikke noget at vise.
Fjerde sæson af 'Drive to Survive' vil blive vist på Netflix i 2022.
Serien har tidligere afsløret, at bølgerne gik højt hos Haas, hvor Kevin Magnussens tidligere chef var godt tosset efter en episode på Silverstone.