Vred armen rundt på Kevin: - Fucking svært

Hos Haas er man trætte af at tale om dæk. Men Ekstra Bladet insisterede og bad Kevin Magnussen give sit bedste bud på, hvorfor noget, der burde være sort og rundt, kan være så komplekst

Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
Foto: Andy Hone/Haas F1 Team

SPIELBERG (Ekstra Bladet): Er de ikke bare nogle amatører hos Haas? Dækkene er jo de samme for alle. Hvad med deres japanske dækspecialist Hiroshi Tomitsuka? Har han fejlet?

Spørgsmålene går igen blandt danske Formel 1-fans.

Simple svar findes ikke.

INGEN hold synes, Pirellis 2019-dæk er nemme at forstå. Selv Mercedes med deres budget på over 2,5 milliarder kroner har haft problemer.

Ferrari og Red Bull er også rundt på gulvet og ledte an i et forsøg på at vende tilbage til sidste års type. Uden held.

Dækproblemer kostede Charles Leclerc sejren i Østrig, mens Max Verstappens Red Bull pludselig var flyvende. Efter løbet sukkede Ferrari-chefen Mattia Binotto igen over, at man ikke skrotter årets Pirelli hurtigst muligt.

Hos Haas erkender man at være dårlige til at regne det drilske gummi ud.

Kevin Magnussen har aldrig fået så mange spørgsmål om dæk - selv fra hans inderkreds - og han er pænt træt af at tale om dem.

- Jeg siger, at det kan jeg ikke forklare. Det er alt for komplekst. Vi forstår det ikke engang selv. Det er fucking svært og umuligt at forstå, siger danskeren til Ekstra Bladet.

- Hvis jeg ejede Formel 1, ville jeg prøve at sørge for, at dæk var noget, man IKKE snakkede om. Så de bare virkede, og vi kunne tale om noget mere interessant. Det er super uinspirerende.

Det er gået for vidt med kompleksiteten i Pirellis dæk, mener Kevin Magnussen - og mange af hans kollegaer. Foto: LISI NIESNER/Ritzau Scanpix
Det er gået for vidt med kompleksiteten i Pirellis dæk, mener Kevin Magnussen - og mange af hans kollegaer. Foto: LISI NIESNER/Ritzau Scanpix
 

I Haas-kørerens verden er dæk runde og sorte. Yderligere detaljer burde være unødvendige.

Sådan er virkeligheden bare ikke.

Tag kvalifikationen i Østrig, hvor VF19’eren på allersidste omgang pludselig kom til live. Grebet var, så Kevin Magnussen pludselig kunne stole på, at bilen opførte sig, som han ville have. Den kunne køres til grænsen, og han kvalificerede sig som femmer.

Med 127 tusindedele ned til Pierre Gaslys Red Bull på niendepladsen. Marginalerne er så ufattelige i denne sport.

Spol et døgn frem og selvsamme Magnussen skøjtede rundt. Bedre var det ikke hos Romain Grosjean, som over radioen kom med denne kulørte besked:

- Det føles, som om det regner. Intet greb, intet greb …

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Den lange (og nørdede) forklaring

Selv om han ikke var meget for det, vred Ekstra Bladet armen rundt på den danske Haas-kører for at få ham til at forklare, hvorfor det ikke er så nemt at ramme temperaturen i dækket, som det lyder.

Fortvivl ikke, hvis det er svært at følge hans forklaring.

Forstår du 100 procent, hvordan Pirellis dæk fungerer, vil et hvert F1-team stå klar med en millionhyre …

Vi giver ordet til Kevin Magnussen:

- Et Formel 1-dæk er UTROLIGT kompleks.

- Du har at gøre med, hvor meget selve dækket bevæger sig i forhold til tryk og stivhed i siderne på dækket. Det har med dæktryk at gøre, noget med camber (hjulenes hældning) og med toe-in (hvor meget dækkene peger ind mod hinanden).

- Så har det at gøre med bilens krængningstivhed, noget med downforce, hvor meget load (belastning) der er på dækket. Så har det noget at gøre med temperatur i asfalten og asfaltens ruhed. Der taler man to ting; mikro og makro roughness, forskellige faktorer i asfaltens opbygning.

- Man taler om temperaturer i dækkets overflade, i ‘carcass’, dvs. indersiden, og ‘bulk’ som er et eller andet sted i midten. Man taler om de har tre forhold, og den måde de arbejder sammen på. Gummiet giver sig, jo mere ‘thread’ der er (hvilket er det yderste gummilag, som Pirelli har reduceret til i år).

- Vi taler om de forskellige dæktyper, som vi har fem af. Alle de her faktorer roder vi rundt i.

Dæk er ikke bare dæk, og temperatur ikke bare temperatur, når man har med Formel 1's Pirelli-dæk at gøre. Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Dæk er ikke bare dæk, og temperatur ikke bare temperatur, når man har med Formel 1's Pirelli-dæk at gøre. Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
 

- Og så snakker du om temperaturer i fælgen; fra bremserne. Du taler ikke kun om temperatur i bremser, du taler også om, hvordan du får den varme luft ud i fælgen uden at køle bremserne. De skal jo være varme. Hvis du bare blæser luft ind i fælgen, blæser du den varme luft kold. Det er MEGA komplekst! 

Alt afhængigt af typen fungerer dækket ifølge Pirelli mellem 85 og 140 grader. Arbejdsvinduet skulle pr. dæk være inden for 30 grader.

Virkeligheden er en helt anden, hvis du spørger holdene. Det er meget smallere.

Ekstra Bladet refererer til en samtale under træning mellem Magnussen og hans løbsingeniør, hvor de taler om temperaturen på dækket ved starten af den følgende omgang.

Danskeren afbryder:

- Hvilke grader taler du om? Bremserne, fælgen, surface, carchass eller bulk. Asfalten?

Du kan ikke bare sige dæktemperatur. Du måler så mange steder.

- På indersiden, halvvejs til midten, midten, halvvejs til ydersiden, ydersiden. Og så er der trædefladen; hvor meget af den arbejder du med. Hvordan foregår der, når du putter camber på (når du læner hjul ind mod hinanden)?

- Du kan ikke sætte dig ned og sige, at temperaturen er for høj eller lav. Det er derfor, det er så kedeligt at snakke om. Super uinteressant, siger Magnussen.

- Held og lykke med at skrive en historie om det!

Hermed forsøgt … Og skræmmende aktuelt efter endnu en weekend, hvor danskeren brillerede under tidtagning for så at være hjælpeløs under løb.

Jason Watt er heller ikke videre imponeret over situationen - læs her hvorfor

Se også: Tre timer senere: Ny F1-farce

Se også: Mentalt slag i hovedet for Kevin og Haas

Se også: F1-stjerner har fået nok: Reagerer i 11. time

113 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere