Watt: Her kan Kevin forbedre sig

Jason Watt peger på de punkter, der kan gøre danskeren endnu hurtigere - og at danskerens værste fjende måske er ikke er de rivaliserende kørere

Analyse med Hüttel og Sommer fra Bahrain. Haas har fået bygget og købt sig en bil, som lige nu må betegnes som værende ’best of the rest'. Video: Jan Sommer

HAAS OG KEVIN Magnussen er kommet temmelig godt fra start i 2019-sæsonen, og til manges store overraskelse ser det ud til, at Haas igen i år har fået bygget og købt sig en bil, som lige nu må betegnes som værende ’best of the rest' efter Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Det samme billede så vi på samme tidspunkt sidste år, og teams som Renault og Force India måtte kigge misundeligt på Haas-bilen, som de straks beskyldte for at være en halv Ferrari.

Disse beskyldninger kom på baggrund af, at Haas jo som bekendt køber sig til motor og gearkasse hos Ferrari, og den strategi gik altså ikke ubemærket hen.

Man må give Haas ros for at være gode til at shoppe rundt i Italien, for med racerbils-byggerne Dallara har man også et samarbejde, som har givet pote.

Dallara udvikler selve bilen og ikke mindst aerodynamikken, som i F1 er alfa omega for at have en hurtig bil. Dallara havde ikke den store F1-erfaring, da Haas samarbejdet blev realiseret, så vi anså det alle for lidt af et lykketræf, at de fik lavet en så god bil, som det var tilfældet sidste år.

MED ALLE DE nye reglementsændringer i år – især på aerodynamikken – troede jeg ikke helt på, at Haas igen kunne være så ’heldige’ med deres samlesæt-filosofi, men det skal jeg love for, at de har været.

Nøjagtigt som i fjor er Haas-bilen i år tættere på de tre forreste teams end de andre teams i feltet.

Men placeringen i 2018 var ikke holdbar for teamet, som for alvor sakkede bagud i udviklings-kapløbet, der finder sted henover sæsonen. Både Renault og Force India var langt bedre til at udvikle og forbedre raceren og sluttede dermed også 2015 af med at være noget hurtigere end Haas.

Tilmed kneb det for K-Mag personligt at opretholde overtaget på teamkammerat Grosjean.

SÅ HVAD SKAL der til for, at både Haas og Kevin personligt undgår samme skæbne som sidste år?

Som team tror jeg på, at Haas har lært af deres skuffende anden halvdel af 2018. Man er som team blevet en sæson rigere på erfaring.

Allerede nu er det besluttet, at man tidligere end det var tilfældet sidste år, vil introducere større opdateringer på bilen.

Jeg tror, at man sidste sæson hvilede lidt for meget på laurbærrene, som fulgte med at være fjerdebedste team, og det kom bag på Haas, hvor meget Renault og Force India forbedrede sig.

Især på aerodynamikken skal der i år sættes ind. Reglementet omkring for og bagvingerne er strammet op, og det gør, at vi allerede nu ser en stor betydning af den midterste del af biles udformning.

Området omkring ’bardge boards’ som er pladerne lige bag forhjulene er i år det sorte guld, hvor der kan findes utroligt meget downforce.

Teamene er yderst opfindsomme i deres tolkning af reglerne for, hvad man må på dette område, så her er det vigtigt, at Haas og Dallara allerede nu virkelig bruger mange timer i vindtunnelen.

SPONSORKRONER fra energidrikfirmaet Rich Energy skal også kunne ses på stopuret. Gene Haas er en velhavende mand, men ikke i et omfang hvor der er uanede midler. Derfor skal den nye sponsor også kunne ses på farten i bilen.

På det personlige plan skal Kevin Magnussen have gjort op med det spøgelse, der lurer.

Det spøgelse som hele hans Formel 1-karriere har vist sig kommer efter sommerpausen, og som gjorde danskeren langsommere end sin teamkammerat.

I 2014 var det i McLaren ved siden af den gamle erfarne rotte Jenson Button, at rookien K-Mag fik tørt på, da kørerne efter sommerferien fik besked på, at en af dem ville få en fyreseddel ved udgangen af sæsonen.

FAIR NOK at man som ung knægt i sin første sæson rystede lidt på speederfoden og blev det lette lod på vægtskålen. I sæsonen hos Renault var sagen en ganske anden.

Kevin fik tilbuddet om at fortsætte på en etårig forlængelse, men takkede nej.

Jolyon Palmer stod klar med en stor check for at få samme sæde, og da den aftale var underskrevet, var det tydeligt at se, hvordan Kevins bil pludselig ikke performede som Palmers, og så var rollerne i det team til ingens overraskelse pludselig byttet om.

2018 SÅ FOR alvor ud til at være året, hvor Kevin skulle dominere Romain Grosjean i det interne styrkeforhold.

Grosjean kørte som en pose nødder i den første halvdel af året, og Kevin imponerede både med fart på den enkelte omgang, men også sin konstante fart over en løbsdistance.

Historien talte sit tydelige sprog, da Grosjean på mirakuløs vis fik gravet sig op af det dybeste hul, og den slags gav en kæmpe selvtillid i den franske side af Haas-garagen.

Grosjean sluttede af med at få overtaget i kvalifikations-duellen.

Så hvis jeg skal kigge på K-Mags værste fjende, så er det ikke Romain Grosjean, Nico Hülkenberg eller Sergio Pérez.

Det er nok nærmere hans egen mentale tilstand og tro på, at når man kan køre super-stærkt i den tidlige fase af sæsonen, så kan man også gøre det i slutspurten.

KEVIN HAR i mine øjne en mere komplet pakke end Romain Grosjean, som til gengæld er rigtig god til at trække en enkelt feber-omgang op af hatten.

Kevin kan lave starter som de færreste i feltet, og han er blevet god til at få sine dæk til at holde godt over distancen.

Hvis jeg skal pege på noget, jeg savner fra ham, så skulle det være en hurtig omgang i kvalen, som kan få Grosjean til at ryste lidt i bukserne. Præcis, som han gjorde i Bahrain.

Ved også at mestre den disciplin kan K-Mag for alvor sætte en streg under, at det er ham, som er bedst på de fleste områder, og det kan blive det vigtige selvtillids-boost, som kan vare ved sæsonen ud.

Foto: Jan Sommer Formel 1 - 30. mar. 2019 - kl. 12:44 F1-bossers bredside til rivalerne: Knyt sylten

Formel 1 - 30. mar. 2019 - kl. 06:58 2021-regler lækket: Store ændringer i F1

Formel 1 - 29. mar. 2019 - kl. 20:57 Haas-rival stråler: Hurtigere end topteam

79 kommentarer
Vis kommentarer