Watt i kæmpe hyldest: - Hvad mere kunne man ønske sig?

Jason Watt hylder Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton, der kan vinde VM søndag aften dansk tid

Hamilton endte som nummer fem ved lørdagens F1-kvalifikation. Se eller gense highlights her. Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

NÅR DE RØDE lamper går ud søndag aften dansk tid, og det amerikanske grandprix skydes i gang, så skal det gå alvorligt galt, hvis ikke Lewis Hamilton kan kalde sig verdensmester halvanden time senere.

Det bliver englænderens sjette verdensmesterskab, og mange vil nok sige, at det er fordi, han sidder i feltets hurtigste bil. Det gør han på sin vis også, men det er jo en position, han selv har kørt sig til – mere om det længere nede i denne klumme.

Når jeg live-chatter med Ekstra Bladets online-læsere mandag formiddag efter alle grandprixer, da bliver jeg tit spurgt om, hvem, jeg mener, er feltets hurtigste kører, hvis de sad i samme bil.

Hvis vi kigger udelukkende på omgangstiderne, så vil jeg faktisk mene, at Max Verstappen er den, som på de fleste baner ville kunne køre hurtigst, men det er skarpt forfulgt af Hamilton og den kommende stjerne Charles Leclerc.

DE TRE ER i min bog herrer, som er en bid hurtigere/bedre end resten af feltet.

Men når vi kigger på begrebet 'bedre', så er det, at Lewis Hamilton stikker af fra både Verstappen, Leclerc og de andre. Max Verstappen - som jeg pt. vil sætte over Leclerc, - viser fortsat nogle gange spor af de første års vildskab, hvor det meste foregik med hovedet under armen, så der er stadig noget at lære.

Men på godt og ondt bliver Max Verstappen aldrig nogen Lewis Hamilton.

DER ER MEGET temperament at spore i Verstappens kørsel, og derfor vil der altid komme situationer, hvor handling kommer før tanke. Det er super fedt at se en knægt, som har SÅ meget tro på egne evner, og jeg ser faktisk mere Senna i ham, end jeg gør det i Hamilton.

Leclerc er også et åbenlyst talent, men han har også meget at lære endnu.

Lewis Hamilton er imidlertid det, jeg vil kalde den komplette pakke.

Der er ingen tvivl om, at Hamilton får det optimale ud af grejet, og det ses på oversigten over, hvor mange gange han har været hurtigere end sine teamkammerater.

FØRST VAR DET Fernando Alonso, som i 2007 hos McLaren fik høvl af Hamilton (som tabte VM til Kimi Raikkonen med 1 sølle point.) 5 pole positions til Hamilton og kun 2 til Alonso var regnskabet den sæson.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Marco Ugarte/Ritzau Scanpix
Foto: Marco Ugarte/Ritzau Scanpix
 

Heikki Kovalainen blev fra 2008-2009 som teamkammerat til Lewis blot et stykke slagtekvæg. Hamilton sikrede sig i 2008 sit første verdensmesterskab. Fra 2009 og frem mistede McLaren/Mercedes dog sin status som verdens bedste team.

Ross Brawn nu med eget team og Adrian Newey hos Red Bull udviklede simpelthen noget grej, som var betydeligt bedre, end McLaren var i stand til. Red Bull og Sebastian Vettel var dernæst urørlige.

Ved udgangen af 2012 tog Lewis Hamilton et valg, som mange, jeg selv inklusiv, synes, var tåbeligt.

ROSS BRAWN HAVDE endnu ikke udviklet Mercedes-bilen til en vinder, og alligevel fik visse folk overtalt Lewis til at forlade McLaren og erstatte Michael Schumacher og sætte sit navn på en Mercedes kontrakt.

Det blev redningen.

Efter en række dårlige år fra 2009 og frem så vi en Lewis Hamilton, som var ved at miste grebet. Det handlede mest om at omgås med pop og rapstjerner, skuespillere og lækre damer, end det handlede om racerløb. Det var sørgeligt at se et så stort talent stille gå op i limningen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: CHARLES COATES/Ritzau Scanpix
Foto: CHARLES COATES/Ritzau Scanpix
 

Efter et respektabelt 2013 hos sin nye arbejdsgiver Mercedes fik vi fra 2014 og frem forvandlingen at se. Lewis Hamilton i det rette element hos Mercedes GP. Han har udviklet sig til en kører i fuld balance på mange områder.

Det beviser blot, at manden er menneskelig, og han har været heldig at møde de rette mennesker på sin vej, og her taler jeg ikke mindst om afdøde Niki Lauda.

DEN TIDLIGERE VERDENSMESTER var på bølgelængde med Hamilton, og det gav Hamilton så meget styrke, at en legende som Lauda gav udtryk for sin beundring. Den styrke har englænderen efter Laudas død heldigvis fortsat kunne tage med sig.

Lewis Hamilton anno 2019 har aldrig været bedre. I træningerne går han ikke i panik, hvis han ikke er hurtigst, han finder sammen med teamet den bedste opsætning til kvalifikationen og løb. I kvalifikationen har han det med at sætte en drømme-omgang sammen, når det virkelig gælder.

I selve løbet har han bevist, at han kan være lynhurtig, men samtidig få sine dæk til at holde længere end gennemsnittet. Derudover laver manden yderst sjældent kørefejl, som vi f.eks. ser det fra Sebastian Vettel.

Hvad mere kunne man ønske sig?

Nå jo, måske lidt mindre brok og bekymring over dækslid osv. til teamet på radioen, mens løbet står på – det skal jo nok gå.

Tillykke med VM 2019.

Se også: Smidt ud og politianmeldt
Se også: Gylden chance til dansk F1-håb
Se også: Speedwaybosser revolutionerer pointformat i VM-serien

73 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere