Watt ikke i tvivl: Han skal være Kevins makker

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert, Jason Watt, har løsningen på Hass' kørerkabale

Hulken, tv., skal på udkig efter ny arbejdsgiver. Foto: David Mdzinarishvili/Reuters7Ritzau Scanpix
Hulken, tv., skal på udkig efter ny arbejdsgiver. Foto: David Mdzinarishvili/Reuters7Ritzau Scanpix

SOMMERPAUSEN ER FORBI og Formel 1-cirkusset er nået til Spa i Belgien, hvor der er godt gang i at få silly season-brikkerne til at falde på plads.

Bottas er, som jeg gættede på i min forrige klumme, blevet bekræftet hos Mercedes, og det giver god mening af flere grunde. Jeg synes, at han er det sikre valg i forhold til, at han på en god dag faktisk kører stort set lige op med Hamilton. Jeg tror ikke på, at en Ocon i en Mercedes ville være hurtigere end Bottas, og derfor ville jeg også have valgt at beholde finnen i 2020.

Se også: Forfærdelig ulykke på Spa - kører omkommer

DET ER ENDNU UVIST, hvornår Hamilton vælger at lade sig pensionere eller søge nye græsgange (jeg tror, han rigtig gerne vil vinde et VM med Ferrari), men det er ganske sikkert tidligere end Bottas. Så derfor er det endnu en grund til at lade Bottas fortsætte i den hvide køredragt, så han kan overtage kaptajn-kasketten fra Hamilton, skulle Mercedes miste ham, før de ønsker det.

Valget af Bottas forlængelse gør så, at man hos Mercedes har måttet slippe Esteban Ocon foreløbigt fri af kontrakten, og ham har Renault så straks slået kløerne i. Jeg synes, at Ocon er en ultraspændende kører, som tilbage i sin 2014-sæson i Formel 3 vandt mesterskabet og faktisk slog fra Max Verstappen, og de var begge rookies det år. 

FRANSKMANDEN HAVDE DOG ikke de samme kontakter som Verstappen, og mens hollænderen rykkede direkte til Formel 1 i 2015, måtte Ocon nøjes med GP3 mesterskabet, som han på imponerende vis også vandt. Man kan så diskutere om årene hos Force India var prangende, idet det hverken i 2017 eller 2018 lykkedes ham at slå teamkammerat Sergio Perez.

Jeg har bare en god mavefornemmelse omkring den unge franskmand, og jeg tror på, at han bliver en reel udfordrer til Daniel Ricciardo. Jeg kan sagtens følge, at Renault har valgt at signe Ocon. Han er både fransk og hurtig, og så må man sige, at Nico Hülkenberg nok har nået sit peak på formkurven og næppe bliver hurtigere end på nuværende tidspunkt.

NETOP HULKENBERG bringer mig til min stillingtagen omkring, hvem, jeg mener, ville være det bedste valg til 2020 Haas-sædet ved siden af Magnussen. Valget står, som det ser ud lige nu, netop mellem Nico Hülkenberg og så Romain Grosjean, og de har begge kvaliteter og svagheder, men jeg ved godt, hvem jeg ville vælge.

Romain Grosjean er en kører, som egentlig er ganske hurtig, og på en god dag kan han til tider også være hurtigere end Magnussen. Han er tilmed en erfaren herre, som efter sigende skulle have en stor teknisk indsigt og være god til at give sin analyse af bilen. Problemet med franskmanden er imidlertid, at han er temmelig svingende i sine præstationer, og han har perioder, hvor han helt taber sutten og kører galt, mere end godt er. 

STØRSTE PROBLEM med Grosjean er i sidste ende, at kemien mellem ham og Magnussen er så dårlig, som den overhovedet kan blive. Uanset hvad de to implicerede måtte påstå omkring, at de er fine nok venner, så er der bare ingen gensidig respekt, når bilerne rammer asfalten, og det har vi alle set, hvad bærer med sig af dumme episoder.

Nico Hülkenberg er en mand, som qua sine mange år i sporten også kan bringe en masse knowhow til et team. Man kan håbe, at hans måde at vil have bilen til at køre på matcher K-Mags måde. Det var nemlig ikke altid tilfældet mellem Grosjean og Magnussen. Man kan retfærdigvis sætte et kæmpe spørgsmålstegn ved, hvordan kemien mellem Magnussen og Hülkenberg eventuelt vil udarte sig, idet de to har haft deres battles både på banen og foran kameraerne.

MEN HVIS JEG VAR Gunther Steiner og skulle vælge mellem de to ovennævnte, så ville jeg ikke være ret meget i tvivl.

Uanset at det er umådeligt svært at overse, at Haas-teamet har en bil, som slet ikke fungerer, som den ellers lovende gjorde i 2018, så er det også tydeligt, at kørerbesætningen ikke har den kemi, som er så vigtig – især for et team i krise. Det kræver, at man sætter teamet først og ikke egne ambitioner, og det har en mand som Grosjean på ingen måde forstået.

Franskmandens besættelse af at være hurtigere end Magnussen har på det seneste været tydelig for enhver. Han bærer størstedelen af skylden i de snart talrige gange de to Haas-biler har ødelagt racet for dem selv og hinanden, og han er glad nok for en 17. plads – hvis bare det er foran Magnussen.

ET FRISK PUST i form af Nico Hülkenberg som ny mand hos Haas kunne i min verden være en god måde at få ’luftet ud’ og skabe et sundere arbejdsmiljø for alle i teamet. Et sådant skifte vil også være den alletiders mulighed for Kevin Magnussen at slå sit navn fast som bejler til et bedre sæde ud i fremtiden.

Kan K-Mag sætte Hulken til at sutte kugler i den interne duel, så er det klart et stort skridt op af stigen mod hans store drøm om at blive løbsvinder og verdensmester.

Formel 1 - 31. aug. 2019 - kl. 16:35 Kevin stemplede ind: - Virkelig godt

Formel 1 - 31. aug. 2019 - kl. 13:05 Sjælden Hamilton-bommert: Kval i fare

Formel 1 - 31. aug. 2019 - kl. 10:51 Gave til Haas: Konkurrenter straffes på stribe

86 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere