Watt nyder showet: Krigen fortsætter

Lige nu står Formel 1 med en mesterskabsduel, som vil gå over i historien som noget af det bedste nogensinde, skriver Ekstra Bladets Formel 1-ekspert

Hamilton om Verstappen-duel: 'Alle skal kende grænsen'

DØNNINGERNE efter sammenstødet på Monza mellem Lewis Hamilton og Max Verstappen er på ingen måde forsvundet.

De to kamphaner har ikke overraskende hver deres mening om konkurrentens mentale tilstand, og vi andre ser bare på og nyder showet.

VI LEVER I EN TID, hvor alle og enhver kan sætte sig med en mobil og lave en illustration med hjemmelavede streger på et screenshot af sammenstødet, som tydeligvis viser, at deres favoritkører på ingen måde har nogen form for skyld.

Jeg skal love for, at internettet har været i brand, faktisk siden grandprixet på Silverstone, hvor de to VM-duellanter første gang brasede sammen. Den del af showet finder jeg imidlertid nærmest komisk og barnlig.

Man kan ikke pause et billede af sin tv-skærm og pege på, at Verstappens rat peger fem grader for langt mod højre i det splitsekund, og derfor er det hele hans skyld. De to kamphaner har stort set været lige gode om det, og jeg er faktisk helt på linje med de domme, som er givet.

Seneste voldsomme sammenstød med Lewis Hamilton og Max Verstappen fik hollænderen en straf for. Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix
Seneste voldsomme sammenstød med Lewis Hamilton og Max Verstappen fik hollænderen en straf for. Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix
 

JEG VIL GERNE KIGGE fremad og se på, hvordan jeg ser den sidste del af sæsonen udfolde sig. Det bliver neglebidende spændende. Begge kandidater har styrker og svagheder og er som udgangspunkt ret så forskellige.

Lewis Hamilton ser jeg for det meste som værende rolig og afbalanceret. Han har sjældent følelserne helt uden på tøjet, dog undrer det mig, at han til stadighed har SÅ travlt med at hyle på radioen under løbet og brokke sig over at hans dæk er slidt op og helt færdige.

Det ville klæde ham at skrue ned for den del, fordi som oftest er hans dæk jo ikke en pind mere slidte end hos de andre 19 kørere på banen.

Underkend ikke værdien af erfaring. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Underkend ikke værdien af erfaring. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
 

En del af disse radiomeldinger gøres nogle gange for at snyde konkurrenterne, men nu har vi efterhånden hørt på 'ulven kommer' i årevis, så den er der ingen, som køber længere.

VERDENSMESTEREN er i min bog en yderst fair kører, som førhen hellere ville trække sig i en duel, hvis risikoen for sammenstød er overhængende. Når man tænker på de gange, Lewis i duel med en konkurrent er ramlet sammen med vedkommende, er det faktisk virkelig få gange.

Men jeg er sikker på, at der er sket et skifte i hans mentale approach over for Verstappen. Lewis har talrige gange trukket sig i duel med Verstappen, og det kan man gøre, hvis man har en bil, som er hurtigere over den lange distance, for man vinder derfor nok løbet i sidste ende.

I år, hvor Red Bull er stort set lige så hurtige som Mercedes, er der ikke råd til at være blid i dueller med Verstappen.

Så nu bliver der kørt hårdt mod hårdt.

MAX VERSTAPPEN ER en gudbenådet racerkører, som har mindst lige så meget rå talent som Hamilton. Hans kontrol med bilen og nedslagtning at teamkammerater taler sit tydelige sprog.

Især i regnvejr synes jeg, at jeg ser kvaliteter, som minder mig enormt meget om legenden Ayrton Senna. Knægten har dog alle dage været kompromisløs på banen, og det har kostet lidt i form af skrammer og ture i hegnet. Men man skal ikke tage fejl af, at her har vi en kommende verdensmester.

Det er dog værd at lægge mærke til, at Max Verstappen faktisk ikke har vundet et mesterskab på fire hjul, siden han i 2013 blev europamester i gokart. Bevares, en del af årsagen til manglen på titler er, at det unge talent blev hevet direkte i Formel 1 efter hans debut år i Formel 3.

Max Verstappen har stadig sit første mesterskab i biler til gode. I sin ene sæson i Formel 3 blev han slået af Esteban Ocon og Tom Blomqvist. Foto: Anton Vaganov/Ritzau Scanpix
Max Verstappen har stadig sit første mesterskab i biler til gode. I sin ene sæson i Formel 3 blev han slået af Esteban Ocon og Tom Blomqvist. Foto: Anton Vaganov/Ritzau Scanpix
 

Men faktum er altså, at det endnu ikke er blevet til et eneste mesterskab i racerbiler, og det tror jeg faktisk er noget, som påvirker psyken. Man hører fra Formel 1-legender med mesterskaber i flertal, at det første mesterskab er altid det sværeste at få hjem.

VERSTAPPEN LIGNER IKKE typen, som er bevist om en eventuel nervøsitet, men han er jo ikke en robot. Så selvfølgelig vil han ligge søvnløs natten, inden det går løs og tænke på, om det mon skulle lykkes for ham, eller hvad der kommer til at gå galt denne gang.

Lige nu står Formel 1 med en mesterskabsduel, som vil gå over i historien som noget af det bedste nogensinde og helt på højde med Senna-og Prost-duellerne i de gamle dage.

Skulle jeg sætte mine penge på, om det bliver den gamle ræv i form af Lewis Hamilton eller den unge løve Max Verstappen, som løber med 2021 VM-titlen, hælder jeg til, at det nok bliver strategi, klogskab og psykisk snuhed, som kommer til at svinge pendulet over i Lewis Hamiltons favør.

Lige nu står Formel 1 med en mesterskabsduel, som vil gå over i historien som noget af det bedste nogensinde.

Verstappen svarer Hamilton igen: 'Bliv ved med at kigge'