Watt om 'sørgelig' udvikling: - De har moralsk forpligtelse

Når man i den grad nyder godt af al den reklame, det giver som bilfabrik at vise vejen frem i Formel 1, så synes jeg også, at man har en moralsk forpligtelse til at være med til at sikre, at det er de bedste kørere, vi har til start, skriver Jason Watt om Mercedes

MENS LEWIS HAMILTON og Valtteri Bottas drøner rundt i Formel 1-feltets mest overlegne racere, og Mercedes ingen problemer har med at vinde VM, så har de imidlertid et helt andet problem.

I det hele taget så har Formel 1 samme problem som Mercedes – de åbenlyse talenter bliver tit forbigået i kampen om de 20 eftertragtede sæder på gridden.

Jeg synes, at det er sørgeligt at se en kører som Esteban Ocon efter al sandsynlighed ender med en plads på bænken i 2019, og ligeså sørgeligt er det, at George Russel som i år dominerer Formel 2-mesterskabet, heller ikke får den naturlige forfremmelse til et fast Formel 1-sæde i 2019. 

Fælles for dem begge er at de begge er Mercedes junior-kørere, og det burde da være det bedste team at være i stald hos – eller hvad?

HOS DET TYSKE team var man lidt i panik – da den nykårede verdensmester Nico Rosberg valgte en tidlig pension – og ikke ønskede at forsvare sit VM mod Hamilton året efter. 

Det tror jeg nu også, at han havde haft svært ved. 

Så at sige op var måske et klogt karrieretræk, men det er jo en helt anden snak.

En afløser skulle findes, og valget faldt på Bottas, som blev forfremmet fra Williams-teamet. Tidligt i karrieren hos det engelske team var jeg stor fan af Bottas, og jeg spåede, at vi nok havde med en kommende verdensmester at gøre.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jason Watt vil have Mercedes til at tage mere ansvar for, at de største talenter får chancen i Formel 1. Foto: Ritzau Scanpix
Jason Watt vil have Mercedes til at tage mere ansvar for, at de største talenter får chancen i Formel 1. Foto: Ritzau Scanpix
 

DET KAN JO stadig være, at jeg en dag får ret, men lige nu ser det ud til, at den stille finne har et stort skridt endnu, før han på den lange bane er en reel udfordrer til Hamilton.

Mens vi venter på det, så er der to andre gutter, som tydeligvis håber på, at Mercedes ikke giver Bottas særlig lang line, for ellers er deres fremtid i fare. Esteban Ocon og George Russel er åbenlyse stortalenter, men deres problem består i, at Mercedes ikke har haft held til at placere dem hos hverken dem selv eller hos et af deres kundeteams i form af Force India og Williams.

MERCEDES PUTTER mange penge i Formel 1-sporten, men de er sørme også dem, som scorer den største check fra Formel 1’s pulje af præmiepenge, som fordeles baseret på VM-stillingen for konstruktørerne. 

NÅR MAN i den grad nyder godt af al den reklame, det giver som bilfabrik at vise vejen frem i Formel 1, så synes jeg også, at man har en moralsk forpligtelse til at være med til at sikre, at det er de bedste kørere, vi har til start.

Det kunne f. eks. ske ved, at man nøjagtigt som Red Bull gør det med Toro Rosso, fik sig sit eget junior-team, hvor man kunne placere sine boblere til moder-teamet.

Jeg tror på, at der ville være luft nok i budgettet, til at Mercedes kunne give Williams et økonomisk skub bagi, og herved have rådighed over begge sæder. 

Det kan godt være, at det ville være noget af en kamel at skulle sluge for Williams at sælge sig selv på den måde. 

Men omvendt hvis det kunne flytte dem, var feltets bundprop muligvis tredjebedste team – med Ocon og Russel bag rattet – så ville jeg som teamchef dæleme være lydhør.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mercedes dominerede også i kvalifikationen i Japan. Foto: Ritzau Scanpix
Mercedes dominerede også i kvalifikationen i Japan. Foto: Ritzau Scanpix
 

MEN NU KOMMER vi i 2019 igen til at se Williams med to kørere, som begge kan komme med en kæmpe pose penge, for det er ganske simpelt et kriterium for teamets overlevelse. 

På en god dag vil de ’blot’ blive overhalet med en enkelt omgang – og på en dårlig dag mere end det.

FERRARI HAR aldrig haft et decideret junior-team, men har på det seneste ganske tydeligt puttet mere energi og flere penge i Sauber-teamet, og det kommer til at betyde et farvel til Marcus Ericsson, som hvert år ellers har betalt i dyre domme for sit sæde. 

Når et team som Sauber til 2019 stiller med Ferrari-junioreren Antonio Giovinazzi og selveste Kimi Raikkonen, så er det tydeligvis med kæmpe indflydelse fra Ferrari.

Og de er i mine øjne nu at betegne som Maranellos junior-team.

SÅ NÅR TOTO WOLFF er bitter på Renault over at løbe fra et håndslag, som skulle have sikret Ocons sæson i 2019, så kan man jo spørge sig selv, om han ikke burde tage en snak med Mercedes-bestyrelsen om at investere i et samarbejde med Williams. 

Så det engelske team når at takke nej tak til Sirotkins millioner af dollars. 

Og i stedet stiller med Ocon og Russel allerede fra næste år.

Se også: Trængsler for Kevin: God strategi - skidt udført

Se også: Genistreg fra Grosjean - starter foran Ferrari

Se også: Kval i fare for Kevin-rival: Haas lurer på eksperiment

Sport og Spil Debriefing fra Sochi: Detaljen Haas-bossen tier om

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere