Watt skyder Formel 1-drøm ned: - Det er ønsketænkning

Mercedes er så suveræne, at det er utopi at forestille sig, at der bliver bred kamp mellem 4-5 teams, når det gælder F1-verdensmesterskabet i nær fremtid, mener Ekstra Bladets Formel 1-ekspert, Jason Watt

Lewis Hamilton og Mercedes har været både dygtige og overlegne de seneste sæsoner i Formel 1. Foto: JAN WOITAS/RITZAU SCANPIX
Lewis Hamilton og Mercedes har været både dygtige og overlegne de seneste sæsoner i Formel 1. Foto: JAN WOITAS/RITZAU SCANPIX

SOM DE FLESTE sikkert har bidt mærke i, så er dette års tyske grand prix samtidigt løbet hvor Mercedes fejrer, at de nu officielt har deltaget 125 år i motorsport.

Den tyske fabrikant har måtte grave dybt i skattekisten og bidrage økonomisk til at bevare den tyske VM-afdeling som ellers var dødsdømt efter flere års dybt skuffende billetsalg på Hockenheim. FORMULA 1 MERCEDES-BENZ GROSSER PREIS VON DEUTSCHLAND er født og så skal der sgu holdes fødselsdag.

LAD MIG FØRST sige at jeg synes, det er en kæmpe skam, at legenden Niki Lauda er gået bort og ikke får lov at opleve jubilæet. Han har betydet så meget for Mercedes og hele teamet og har været Toto Wolffs støtte og reservefar.

Formel 1-eventyret begyndte dog ikke for 125 år siden, men først i 1954 hvor Juan Manuel Fangio blev headhuntet fra Alfa Romeo. Det skulle vise sig at være det helt rigtige at gøre idet argentineren straks vandt 2 VM-titler i træk.

1955 blev året med den frygtelige Le Mans-ulykke hvor en Mercedes var impliceret. Ulykken kostede 83 døde tilskuere, og Mercedes trak sig fra al motorsport. Ergo var der ikke mere Formel 1 i mange år. Men i 2010 kom Mercedes tilbage med som et officielt konstruktørhold.

Verdensmester-holdet Brawn GP blev købt, Michael Schumacher blev hyret som spydspids, og elementerne til en lyn-succes var derved linet op. Men av, det gik slet ikke som forventet.

MIN KLARE HOLDNING er, at Michael Schumacher som blev lokket ud af pensionisttilværelse, skulle være blevet hjemme. De tre år væk fra sporten forvandlede pludselig tyskeren som en smule afdanket ’oncewas’, og det gjorde faktisk ondt at se ham køre tre sæsoner med blot et enkelt besøg på podiet.

Mercedes GP kunne slet ikke følge med, og der var tilmed holdbarhedsproblemer med maskineriet. Nico Rosberg var hurtigste mand i teamet, og Schumacher trak sig tilbage ved udgangen af 2013.

Klummen fortsætter under billedet ...

Lewis Hamilton og Valtteri Bottas udgør en særdeles succesfuld duo hos Mercedes. Foto: Ralph Orlowski/Ritzau Scanpix
Lewis Hamilton og Valtteri Bottas udgør en særdeles succesfuld duo hos Mercedes. Foto: Ralph Orlowski/Ritzau Scanpix
 

HAMILTON VAR EFTER min mening en rigtig modig mand da han forud for 2013 skrev kontrakt med Mercedes. Vi taler om et team hvor kørerne i 2012 sæsonen blev 9’er og 13’er i mesterskabet. Jeg var målløs og mente at det var et totalt selvmål af englænderen.

2013 var et rimeligt år for Mercedes, og Lewis Hamilton blev nummer 4 i VM-stillingen. Men da Formel 1 forsøgte at skabe sig et mere grønt image fra 2014, introducerede man den 1,6 liters motor med hybridteknik vi kender i dag.

Teamchef Ross Brawn, man i sin tid havde købt teamet af, blev erstattet af Toto Wolff, og så skal jeg love for, at der kom gang i sagerne.

NÅR VI KIGGER seks år tilbage, så havde ingen nok regnet med, at Mercedes skulle dominere i det omfang det har været tilfældet. Mercedes har mange fans, men der er sørme også mange, som er blevet trætte af den tyske dominans – eller er den overhovedet tysk, når fabrikken ligger i Brackley England?

Formel 1 har alle dage været i perioder hvor et eller højst to teams har domineret det hele. McLaren, Williams, Red Bull og Ferrari har alle haft deres storhedstid.

Balancen skal nok skifte en dag, og jeg håber det bliver i 2021 med det radikalt ændrede reglement. Desværre er Mercedes det største team i Formel 1 historien, og med deres næsten 1500 medarbejdere er der jo flere kloge hoveder til at tolke reglementet, og det får bilerne til at køre hurtigt.

I MIN BOG kan man ikke bebrejde Mercedes for at være dygtige, men jeg vil gladelig se det budget-loft der er på tale, som ideelt ville gøre at et team som Mercedes må ’nøjes’ med 700-800 ansatte, det vil stadigvæk være dobbelt så mange som nogle team i midten af feltet.

I sidste ende skal Formel 1 gerne være en jævnbyrdig affære, men det er ønsketænkning at tro, vi får 4-5 teams til at kæmpe om titlen, så lad os indtil næste tronskifte lære at nyde Mercedes og Lewis Hamilton, der viser os hvor skabet skal stå.

MEN SØNDAG KAN sagtens blive spændende alligevel. Noget ser måske ud til, at Charles Leclerc (Ferrari) - selv fra en 10. plads -  og Max Verstappen i en Hurtig Red Bull er i stand til at ødelægge fødselsdagsfesten for de mægtige tyskere.

Ellers er der jo altid vejret, som kan spolere sådan en dag ...

Formel 1 - 27. jul. 2019 - kl. 19:52 Kevin om ekstrem Haas-trend: - Fuldstændigt vanvittigt


Formel 1 - 27. jul. 2019 - kl. 16:17 Grotesk tæt: Optur for Haas

Sport og Spil Gal eller genial: Trump ville udfordre Tour de France

64 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere