Watts dom: Han er færdig

Jason Watt frygter, at Valtteri Bottas er ved at blive en hæmsko for Mercedes og Lewis Hamilton

Mercedes-duoen har vundet alt sammen siden Nico Rosberg stoppede. Men nu truer Max Verstappen bagfra, og der er behov for en dygtigere wingman. Foto: Emilio Morenatti/Ritzau Scanpix
Mercedes-duoen har vundet alt sammen siden Nico Rosberg stoppede. Men nu truer Max Verstappen bagfra, og der er behov for en dygtigere wingman. Foto: Emilio Morenatti/Ritzau Scanpix

LEWIS HAMILTON er i sit livs form og har næppe kørt bedre nogensinde. Men det er ikke nogen hemmelighed, at Valtteri Bottas i den anden side af garagen i min optik bør være færdig hos topholdet.

Der er flere grunde til, at jeg ikke ser den ellers så sympatiske finne være den rigtige makker til Hamilton, så lad mig uddybe.

PÅ STOPURET ser man måske ikke den helt store forskel på Hamilton og Bottas, og vi ser da også tidspunkter, hvor Bottas faktisk snupper pole-position foran englænderen, som klart er hans største rival. Man bliver altid målt op imod sin teamkammerat, og der er ingen undskyldninger at gemme sig bag, hvis man halter efter sin kollega.

Selvom forskellen på de to Mercedes-chauffører ikke ser stor ud i en kvalifikation, er det en ganske anden snak, når de røde lamper slukker, og racet går i gang. Det er her, at jeg ser Bottas’ helt store svagheder.

MANGEL PÅ SELVTILLID stråler ud af finnen, når det kommer til ’hjul mod hjul-duellerne’, og jeg synes i den grad, der mangler bid i Bottas. Jeg ser både mangler på mod og risikovillighed, når der skal kæmpes om placeringerne. Det kommer i den grad til udtryk, når der går kuk i det den vanlige Mercedes-dominans, og vi pludselig ser de sorte biler lidt nede i rækkerne.

I løbet på Imola så vi det seneste eksempel på, at Bottas bliver en hund i et spil kegler, når han befinder sig med for mange biler omkring sig. Hvis nu vi havde set ham køre galt gang på gang i forsøget på at overhale biler foran sig, kunne jeg måske sætte mig ind i hans forsigtighed.

Uheldet med George Russell tæller slet ikke som en aggressiv Bottas for mig. Tværtimod var finnen ved at flytte sig, så snart det gik op for ham, at Russell var på ydersiden, og bare det faktum at Russel i en Williams-racer er i stand til at byde Bottas op til dans; det skriger jo til himlen om, at noget er galt.

BOTTAS’ MANGLER understreges af det faktum, at Lewis Hamilton er meget bedre i stand til at køre op gennem feltet, når det hænder, at der er behov for det. Mercedes-bilen er kendt for at være vanskelig i trafik bag andre biler, fordi den er aerodynamisk effektiv. Jo bedre den udnytter modvinden til at generere downforce og vejgreb, desto mere lider den i den beskidte luft bag en konkurrent.

Hvis Valtteri Bottas overlever 2021 hos Mercedes og bliver forlænget i 2022, vil det overraske mig.

Hvis Valtteri Bottas fortsætter hos Mercedes i 2022, skyldes det Lewis Hamilton. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Hvis Valtteri Bottas fortsætter hos Mercedes i 2022, skyldes det Lewis Hamilton. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
 

EN AF GRUNDENE til, at finnen måske overlever hos Mercedes, skal findes hos Lewis Hamilton. Han vil muligvis ikke være superinteresseret i at få en George Russell som teamkammerat, da den unge brite helt klart er bedre kørende end Bottas. Vi har set masser af eksempler på en førstekører, som har været godt tilfreds med en teamkammerat, som de ved, de kan køre fra langt størstedelen af tiden.

FOR SEBASTIAN VETTEL tilbage i Red Bull-tiden, var Mark Webber var god wingman. Men da Daniel Ricciardo kom til, savede han tyskeren midt over. Hos Ferrari nogle år senere var Sebastian Vettel derfor superglad for Kimi Räikkönen som makker, og den dag Charles Leclerc kom til, da blev det igen begyndelsen på enden for tyskeren. De to oplevelser har virkelig sat sig i psyken på Vettel, og det lægger de andre i feltet selvfølgelig også mærke til.

Men var jeg Mercedes-boss Toto Wolff ville jeg være nervøs for, om Valtteri Bottas grundet Red Bull og Max Verstappens gode form faktisk er et stærkt nok kort. En wingmans fornemste opgave er jo at sørge for at stjæle point fra de nærmeste udfordrere, men jeg er bekymret over, at Bottas ikke formår at holde Max Verstappen bag sig, selv når det lykkedes Hamilton at vinde.

FOR AT STILLE DET lidt på spidsen, kan Bottas i sidste ende komme til at koste Hamilton VM-titlen. Skrækscenariet for Mercedes må jo være, at Verstappen vinder VM med ganske få point foran Hamilton. Så vil det tyske hold helt sikkert kunne kigge tilbage på visse løb i begyndelsen af sæsonen, hvor Bottas burde have sluttet foran Verstappen.

Derfor skal Bottas virkelig vise tænder, når de røde lamper slukker søndag eftermiddag; han kører i den grad for sin overlevelse.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Circuit de Barcelona-Catalunya

Igen en af de gamle traditionelle baner som godt kan gå hen og give os et løb i den kedelige ende af skalaen. Det er mægtigt svært at køre tæt på bilen foran, så man ryger lettere ud ad DRS-vinduet.

Kræver meget af bilens aerodynamiske egenskaber samt evne til at få kræfterne ned i asfalten ud af sidste chikane. Bagdækkene bliver virkeligt hårdt belastet, så soft-dækket holder nok ikke længe.

Det skarpe sving 10 er nu lavet om til en noget blødere bue, og det gør blot, at det nu er endnu sværere at finde en overhalingsmulighed.