Grønkjær: 'Jeg måtte indlægges på den lukkede'

Fem års kamp: Jesper Grønkjær fortæller hudløst ærligt, hvordan han røg på den lukkede i Risskov på vejen ud af svær stress og depression

Jesper Grønkjær talte onsdag ud om sin depression hos TV2. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Jesper Grønkjær talte onsdag ud om sin depression hos TV2. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Jesper Grønkjær hang fat i livet med det yderste af neglene, da han havde det værst.

- Jeg måtte indlægges på den lukkede i  Risskov!

Det fortæller fodboldstjernen og TV-eksperten til TV2’s ’Go’ Aften Live’.

- Jeg var totalt rastløs og havde angst i en grad, så jeg hang oppe under lamperne, beretter Jesper Grønkjær, der mærkede de første symptomer allerede i 2016 – men først i 2017 blev sygemeldt og kom i behandling.

- Jeg måtte sige til min kone: Det her går ikke længere. Jeg må have hjælp! Det var den bedste beslutning, jeg kunne tage, for i dag sidder jeg her og er… helbredt. Men jeg kan få det igen siger den 43-årige fodboldspiller, der for nylig slugte den sidste antidepressive pille i kampen mod stress og depression.

Da han måtte bede sin kone om at køre sig til det psykiatriske afsnit i Risskov, var han allerede i medicinsk behandling.

- Jeg var i behandling med antidepressiv medicin. Det, den gør, er, at den med tid løfter dig op af et meget sort hul. Men for mit vedkommende var det så dybt, at jeg måtte indlægges på psykiatrisk afdeling på Risskov, hvor jeg kom ind en weekend. På den lukkede som man siger.

- Den pille, man tager, virker desværre først efter to-tre uger, og det er jo ikke sådan, at når du tager den, så løfter den dig med det samme. Nej, det går lige så stille og roligt, men i starten stiger dine bivirkninger. For mig var det et kæmpe problem, fortæller Jesper Grønkjær.

Han nævner tilstande som mundtørhed, uro, evig rumlen af de samme tanker, der ustoppeligt drøner rundt, mangel på søvn. I dén grad. Han sov stort set ikke 14 dage op til indlæggelsen, og i vågen tilstand kunne han ikke finde ro nogen steder.

Otte-ti dage inde i den medicinske behandling måtte thyboen hejse det hvide flag.

- Jeg måtte give fortabt og sige til min kone: Det går ikke længere, jeg skal have hjælp, og du skal køre mig afsted nu!

- Det var den bedste beslutning, jeg kunnet træffe. Det var et råb om hjælp, erkender Jesper Grønkjær i dag.

Den 43-årig thybo lancerede selv nyheden om sit farvel til pillerne via Twitter, da han mandag klemte den sidste 5 mg-tablet ud af pakken og skrev, at det forhåbentlig var den sidste:

’Du var en god støtte trods alle dine bivirkninger, da stressen og depressionen buldrede afsted. Selv om det aldrig var et mål at slippe dig ud af mit liv, tror jeg, det er på rette tid’.

Jesper Grønkjær akkompagnerede nyheden med følgende hashtags: #depression #stress #udbrændthed.

Jesper Grønkjær var sygemeldt i ni måneder fra kanalerne på TV3 fra midt i april  2017 til sit comeback i januar 2018.

Han mærkede de første symptomer næsten et år før, han blev sygemeldt.

- Jeg overså alle mulige signaler, som jeg ikke vidste havde noget med depression og stress at gøre. Det er to ord og to tilstande, som vi tit snakker om, men hvor de færrest reelt ved, hvad vi taler om. Det gjorde jeg heller ikke.

Ekspertens forklaring: Sådan virker antidepressiv medicin

Den tidligere fodboldspiller Jesper Grønkjær er stået frem med, at han i flere år har været på antidepressiv medicin, fordi han har været ramt af stress og depression.

Ekstra Bladet har talt med eksperten Poul Videbech, som er overlæge og professor i psykiatri ved Region Hovedstaden, om hvilken størrelse den slags medicin er.

Hvordan virker antidepressiver som Escitalopram?

- Det virker blandt andet ved at hjælpe kroppens evne til at håndtere stressbelastning, og det er vigtigt, fordi man hos cirka halvdelen af alle deprimerede ser, at de har for meget stresshormon i blodet, og det hjælper medicinen blandt andet på.

Grønkjær skriver, at pillerne var en god støtte trods bivirkninger. Hvilke bivirkninger kan disse piller give?

- Der er nogen, der får kvalme og man kan også få søvnbesvær ved det, men det er meget individuelt, hvad man oplever. Det kan være vidt forskelligt fra person til person.

Jesper Grønkjær skriver også, at det er på rette tid at stoppe med medicinen. Er det svært at gøre?

- Det kan det være af to grunde.

For det første er der risiko for, at depressionen kommer tilbage.

For det andet kan der være nogle mennesker, der får ubehagelige symptomer, hvis de prøver at stoppe fra den ene dag til den anden, og derfor anbefaler man at trappe langsomt ud og få hjælp til det af egen læge.

Er det fysiske eller psykiske symptomer?

- Det kan være begge dele. Det er slet ikke alle, som får det, men det kan være svimmelhed, det kan give en form for 'ild' i kroppen, ligesom hvis man har en svær influenza, så man kan få den slags symptomer. Derfor skal man trappe langsomt ned med hjælp fra sin læge for at undgå at få de her symptomer.

Kilde: Poul Videbech, Københavns Universitet og Region Hovedstaden

- De første små symptomer, som jeg ikke selv tog notits af, startede med voldsomt udslet på halsen, som var et herpesudbrud og skoldkopper, der var lidt hårtab, jeg havde svært ved at holde struktur på jobbet. Det var allerede i foråret 2016, hvor jeg mærkede en øget træthed.

Derfra blev det kun værre!

- En morgen i august får jeg hovedpine. Jeg vågner og har ondt og har det konstant 24/7 de kommende dage, tager nogle Panodiler, men det bliver ganske slemt.

- Jeg ender med at stå inde på skadestuen med så kraftig hovedpine, at jeg i august 2016 bliver indlagt en kort periode og tjekket på kryds og tværs for blodpropper, hjerneblødninger, hjernehindebetændelse, tropesygdomme.. De finder intet. Jeg bliver sendt hjem med et råd om at prøve en fysioterapeut, fortæller Jesper Grønkjær.

Hovedpinen var i ni måneder, inden han via en tur forbi smerteklinikken langt om længe bliver diagnosticeret mere præcist.

I dag små fem år senere er han ude på den anden side. Forhåbentlig permanent.

Tv-ekspert gik ned med stress: Nu er han tilbage på skærmen

Fodboldekspert sygemeldt med stress: Jeg har brug for pause

Målet til 1 mia.: Da Grønkjær reddede Chelsea