Kontrasten kan næsten ikke være mere slående.

Det halve af året befinder han sig i myldrende metropoler, primært med en asiatisk kakofoni som bagtæppe.

Nu sidder han her, en mandag formiddag ved et tomt bord i Helsinge-Hallen, hvor man næsten kan høre støvet lande på gulvet.

Og netop den stilhed har han brug for, Danmarks højst placerede idrætspolitiker, som selv udstråler en ro på grænsen til det flegmatiske.