1000 bosniske fans erobrer Brøndby

For 14 år siden gik det helt amok med røde kort og tilskuere på banen, da Danmark mødte Bosnien  – nu mødes holdene igen

(Foto: Jakob Jørgensen)
(Foto: Jakob Jørgensen)

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Bosnien har indtaget Brøndby!

Danmark spiller fra kl. 20.15 håndboldlandskamp mod Balkan-artisterne, og udeholdet har massiv support i Brøndby Hallen. DHF’s kontorfolk har gransket efternavne på de tilskuere, der har købt billet til EM kvalifikations-kampen, og man skønner forsigtigt, at mindst 1000 fortrinsvis herboende bosniske fans er på plads i hallen.

Det kan høres! De bosniske fans har indtaget et tribuneafsnit bag det ene mål, men spørgsmålet er, hvor mange mindre grupper, der har købt adgangstegn til kampen for at se deres yndlinge. De kan sidde spredt over hele hallen.

Se også: Mikkel Hansen melder fra til EM-kampe

Foreløbig har det været en kæmpe fest. Den bosniske forening har sammen med DHF og Brøndby Hallen haft gang i en ordentlig tamp af en grill siden kl. 14.30, og der er blevet langet bosniske burgere over disken i ekspresfart til det hungrige folk foran hallen. Hvor man også kan indånde de luftige dunster af hjemlandets slivovitz fra de efter hånden halvtømte flasker.

DHF er forberedt på det værste.

En tilsvarende kval-kamp røg fuldstændig af sporet for 14 år siden i Farum Arena, hvor hidsige bosniske fans tvang kampen ud i 10 minutters udsættelse, fordi der var totalt kaos i, hvor folk satte sig. Senere chikanerede de hårdeste af dem afsyngelsen af den danske nationalsang inden kampen.

Se også: Søs brugte 60.000 kr. på sin hjerne

De tilskuere, der ikke VAR tændt, blev det til gengæld, da bosnierne allerede i første halvleg røg ind i to direkte røde kort. Et til træner Sead Hasanefendic for at forfølge den ene af  dommerne, det andet til Samir Nezirovic, der brugte det meget, meget forbudte trick med at vippe Nikolaj Jacobsen i foden under et fløjskud.

Det fik adskillige bosniske fans til at invadere banen, og da der var faldet en anelse ro over gemytterne, kunne kampen genoptages – men det blev besluttet at stoppe ølsalget i pausen…

Danmark vandt dengang i 2001 28-24 efter at have tabt 18-19 et par dage forinden i Bosnien. Dermed kvalificerede Danmark sig til EM 2002 i Sverige, hvor holdet indledte den lange medaljemarch.

Se også: Norge klar til EM i håndbold - Serbien på vippen

Kampen i dag har ingen betydning for Danmark. Gudmundur Gudmundssons tropper har sikret sig førstepladsen i puljen og plads ved EM i Polen næste januar, Bosnien kvalificerer sig, hvis holdet i aften slår Danmark.

Så der er noget på spil for de godt 1000 fans, der allerede har erobret en vokale førertrøje i Brøndby.

24 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere