Åbner dørene for tilskuere til Final 4

Minimum 500 tilskuere vil være til stede, når Aalborg Håndbold blandt andre dyster om Champions League-titlen

Aalborg slog Flensburg-Handewitt i kvartfinalen. Foto: Axel Heimken/Ritzau Scanpix
Aalborg slog Flensburg-Handewitt i kvartfinalen. Foto: Axel Heimken/Ritzau Scanpix

Der skal alligevel ikke spilles for tomme tribuner, når Aalborg Håndbold og tre andre klubber i den kommende weekend spiller Final 4-stævne i Champions League.

Mandag meddeler Det Europæiske Håndboldforbund (EHF), at der vil blive lukket 500 tilskuere ind i Lanxess Arena i Köln.

Det er tilfældet, fordi incidenstallet for coronasmittede i området siden slutningen af maj har været under 50, der var sat som loft. Skulle det stige frem mod onsdag og overstige 50, kan der blive ændret på tilskuerplanerne.

Omvendt er der en mulighed for, at der kan blive lukket op mod 1000 tilskuere ind, hvis incidenstallet frem mod onsdag forbliver under 35, som det har været siden fredag.

De fire deltagende klubber - Aalborg Håndbold, Paris Saint-Germain, Nantes og FC Barcelona - har alle fået tilsendt billettilbud, skriver EHF.

- Det er dette, vi havde håbet på frem mod afslutningen på en udfordrende sæson. Håndbold har været tilbage i noget tid, og nu kan sportens fans komme tilbage til arenaerne, siger EHF-præsident Michael Wiederer i en pressemeddelelse.

- Jeg ser meget frem til at høre dem juble igen, når spillerne løber på banen til to af de vigtigste kampe i sæsonen.

Aalborg Håndbold møder Mikkel Hansen og PSG i semifinalen lørdag, mens Nantes - med Emil Nielsen i mål - står over for FC Barcelona, Casper U. Mortensen og Kevin Møller i den anden kamp om en finalebillet.

Taberne af semifinalerne spiller om tredjepladsen søndag, hvor der også er finale.