Aalborg-eufori stoppede brat: Surrealistisk

- Vi drønede direkte fra jubel til total stilhed – ingen sagde en lyd i 45 minutter, fortæller Henrik Møllgaard

Ork satme! Aalborg Håndbold er i Champions League-finalen.

Fra afsindig eufori til afgrundsdyb bekymring. Aalborg-spillerne jublede som vanvittige, men festen bremsede som en Ferrari i en betonvæg, da de efter triumfen mod Paris vendte hjem til hotellet for af spise, få behandling – og se fodbold.

- Det var surrealistisk. Vi stod efter at have leveret den største bedrift i håndbold – som vi nok var de eneste, der troede mulig – og lynhurtigt kom vi ned fra den enorme glæde, siger Henrik Møllgaard, der stillede sig til rådighed for pressen søndag aften.

- Heldigvis har Eriksen det efter omstændighederne godt, og så skal vi også nok nå at få vendt stemningen inden finalen mod FC Barcelona, siger Aalborg-krumtappen, der kan berette om en særdeles trykket stemning i håndboldtruppen søndag aften.

De red fra den syvende himmel direkte ned i afgrundsdybt hul. De skulle have råbt og skreget glæden over sensationen ud, men der blev pludselig helt, helt ildevarslende stille i holdrummet, mens de via tv og andre medier forsøgte at forstå, hvad der skete i Parken samtidig.

- Man kunne høre en knappenål falde. I 45 minutter var der ingen, der sagde en lyd, beretter Henrik Møllgaard.

- Der skete helt sikkert noget, da nyheden kom, at han efter sigende var ved bevidsthed og stabil, og det så godt ud. Det løsnede det hele, siger han.

- Vi sidder og ser det live, så vi gik jo fra fantastisk stemning, stort humør og fuld fokus på den anden semifinale, som var i gang, til at Champions League-finalen søndag kunne være helt sekundær og ligegyldig, når vi snakker om menneskeliv.

- Det kommer jo tæt ind på kroppen, når det er en dansk landsholdsspiller, og det kunne jo lige så godt  have været en af vores holdkammerater.

Auf wienerschnitzel! Henrik Møllgaad kæmpede kampen færdig med to udvisninger på bogen. Foto: René Schütze
Auf wienerschnitzel! Henrik Møllgaad kæmpede kampen færdig med to udvisninger på bogen. Foto: René Schütze
 

Henrik Møllgaard var søndag aften rystet over, at fodboldlandsholdet skulle spille kampen færdig.

- Spillerne har lige dannet ring om en holdkammerat, der ligger og kæmper for livet. Det er fuldstændig vanvittigt, og det ramte også mig og resten af holdet, siger han.

Aalborg-spillerne skal have rystet den oplevelse ud af kroppene inden kl. 18 i aften, når de spiller Champions League-finale mod selveste FC Barcelona med Casper U. Mortensen og Kevin Møller på holdkortet.

- Vi skal nok få vendt mundvigene og være klar, garanterer Henrik Møllgaard, der måtte lægge personligt venskab med Mikkel Hansen på hylden i semifinalen.

- Jeg under jo Mikkel at vinde Champions League – men ikke over os! Det må gerne vente til en gang, når han vender nordpå. Så håber vi jo, vi skal opleve det sammen. Der er ingen personlig tilfredsstillelse i at slå ham, det er der til gengæld i at slå et af verdens allerbedste hold.

- Jeg har det fantastisk med at møde Barcelona. Når de ikke har tabt en kamp hele året, bliver det sjovt at være dem, der ødelægger den perfekte sæson for dem!

Henrik Møllgaard haltede sig igennem anden halvleg mod PSG, men han er hverken ramt af knæskade eller forstuvninger.

- Mit ghetto-limp? Nej, jeg slår min tånegl, da Luc Steins vælter ind i mig, og det gjorde lidt ondt. Jeg har en ekstra blå negl nu, det er det eneste.