Aalborg Håndbold taber klart Champions League-finalen

Aalborg kunne intet stille op mod FC Barcelona – nu gælder det DM-guldet allerede på onsdag

Aalborg får store prygl af Barcelona i CL-finalen.

Det lugtede af sjov og ballade i ti minutter, men så tog FC Barcelona fat. Voldsomt fat. Catalonierne pumpede al luft ud af aalborgenserne og vandt Champions League-finalen med hele 36-23 efter at have ført 16-11 ved pausen.

Det var FC BARSKElona på rov i Køln.

Det ændrer ikke på, at Aalborg har gjort det forrygende, leveret mirakler i bundter og serveret blændende underholdning.

Nordjyderne flænsede mægtige Flensburg Handewitt i kvartfinalen, kvalificerede sig helt igennem forbløffende til verdens fineste håndboldstævne ved Rhinens bred, de pelsede Paris – og bare lige for at slå dét fast:

Det har været en tordnende succes, dét supermændene fra Limfjorden har leveret i Final 4.

Firmaet Møllgaard og Mirakler pillede også brodden af Barcelona. I syv minutter… De trætte krigere fra Aalborg Håndbold førte 5-2 efter seks minutter, og der var jo nærmest sat vand over til en ny sensation – men, men, men…

Så kom catalonierne for alvor i drev i  et evigt defensivt erobringstogt, tvang Aalborg til fejl og satsninger, og så må man sandt for dyden love for, at der er raketbrændstof i de spanske sko og kraftige fjedre i læggene. På ingen tid – otte minutter – var stillingen forvandlet fra 5-2 til 5-9.

Adios!

Ingen nordjyske scoringer fra minut seks til minut 14. Luka Cindric og hans håndgangne mænd kom blæsende i et forrygende tempo mod et Aalborg-forsvar, der stod pænt langt fremme, og så blev der ellers kørt spansk slalom i hæsblæsende tempo.

Mikael Aggefors snuppede endda både straffe og leverede fine redninger, og Simon Gade holdt kadencen i målet efter pausen. Men Aalborg var bagud 11-16 ved efter 30 minutter, og intet i hverken udstråling eller attitude – i hvert fald målt på en vis afstand fra Skybox 522 i Lanxess Arena – tydede på, at jyderne skulle vende tilbage og skabe spænding i dén finale.

Det kunne de heller ikke trods Simon Gades sprællerier i boksen. 11-16 blev i en ruf til 15-24, inden der var spillet ti minutter af anden halvleg, og så kunne gravøren godt så småt gå i gang med at ridse i pokalen.

Barcelona med bred bænk besat med verdensstjerner mod et dansk mandskab, der slider hårdt på få og havde et par pladser udfyldt på kortet uden at bruge spillerne…

Det er er noget af en udfordring for et hold, der til overmål har indfriet forventningerne mod et mandskab, der bare SKAL vinde Champions League og kiksede så sent som mellem jul og nytår. Hvor stjernerne knokler på deltid, fordi klubben har så mange.

Aalborg forsøgte sig med syv mod seks, men blev straffet med scoringer i tom  kasse, og så pynter et brændt straffe slet ikke. Og klassekeeper Perez de Vargas scorede såmænd tre gange i tomt mål...

Der var bare ikke nok på tanken til at byde barske Barca trods, men det er ingen skam at tabe til sådan et pragtmandskab, så det er bare at føre pegefingeren til hatteskyggen, evt. lette lidt på låget og sige tak for underholdningen.

Det store cirkus er såmænd på landevejene igen allerede onsdag, når Aalborg hjemme i den tredje finale skal forsøge at komme til hægterne og nappe guldet i duellen med Bjerringbro-Silkeborg.