Aalborg rejste sig og tog DM-guldet

Henrik Møllgaard mistede fuldskægget efter Final 4 i Køln – men onsdag rejste de trætte nordjyder sig og gaflede DM-guldet

Aalborg vinder DM-guld for tredje år i træk

Aalborg er danske mestre i håndbold! Nordjyderne rejste sig efter skuffelsen mod FC Barcelona i Køln, hvilede ben og såret stolthed et døgns tid og løb så Bjerringbro-Silkeborg fuldstændig over ende på hjemmebane med 32-26 i den tredje og afgørende finalekamp.

Det er nok meget godt, Jomfru Ane Gade første genåbner torsdag – Aalborg-spillerne lignede umiddelbart ikke nogen, der havde kræfter til at give den gas på den front uanset hvad, og bortset fra det, så skal de nykårede mestre såmænd også lige deltage i et mindre pokalstævne i weekenden i Boxen…

De kunne have tabt alt på en uge! Nu fik de det vigtigste i form af pokal og mesterskab, der frem for alt sikrer dem en ny tur i Champions League næste sæson, hvor holdet bl.a. forstærker sig med den islandske superstar Aron Palmarsson.

Aalborg fik som bekendt en catalansk rundbarbering (23-36) søndag aften i Køln, og Henrik Møllgaard må have taget den oplevelse lige lovlig bogstaveligt:

I hvert fald sprang vestjyden pludselig ud af rollen som vildmand i det danske rigsvåben og forvandlede sig på en enkelt full-shave mandag til en nobel herre – heldigvis dog uden at ændre adfærd på banen.

Det kan selvfølgelig også tænkes, at Henrik Møllgaard måtte give op over for en fuldvoksen spansk klump harpiks midt i fuldskægget og gik til ragekniven umiddelbart efter, Aalborg Håndbold landede i den nordjyske lufthavn og hjemstavn omkring kl. et natten til mandag.

De må  have været godt smadrede, men det var sgutte til at se, da de bød Bjerringbro-Silkeborg op til dans og dask i den tredje og afgørende kamp om guldet Anført af en nærmest uovervindelig Mikael Aggefors i målet sprintede nordjyderne afsted fra start og gik til pause foran 17-12.

Den stille og snu svenske keeper nappede alene i første halvleg to straffekast, otte parader derudover og satte gang i et hav af Aalborg-kontraer. Han ramte lige i underkanten af 40 procent i finalen. Hjemmeholdet scorede alene inden pausen på syv kontraer – rivalerne noterede sig ikke for én eneste på den konto.

I den anden ende buldrede det svenske stjerneskud Felix Claar afsted med ni træffere på ti forsøg. Det er meget godt...

2700 corona-dresserede tilskuere piskede Aalborg frem fra start til slut, og jubelen var fuldstændig grænseløs og muligvis også uden moms, da Mikael Aggefors fra starten af anden halvleg lige plukkede ende et par store parader ud fra repertoiret, og nordjyderne hamrede yderligere fire søm i BSH-kisten. 21-12 på under fire minutter – Peter Bredsdorff måtte nappe en timeout i 33:53, slaget syntes tabt.

Aalborg holdt resten af opgøret udfordrerne på betryggende afstand med føringer på syv-otte mål, og så kan det godt være, at der kun var halvt fyldt i Gigantium, men folkets jubel var øredøvende, som den plejer, når evig fight bliver belønnet – som da anfører René Antonsen fik lusket en umulig bold i kassen til 28-21 ti minutter før tid.

De er slidte, de er lykkelige, alt endte godt for Aalborg – og så kan Henrik Møllgaard vist godt lægge an til et nyt guldskæg!