Aalborg til tops i blodig affære

De unge skarpskytter smadrede den ene bold efter den anden i kassen, da Aalborg Håndbold nok engang vandt over GOG

Simon Hald skulle have assistance fra en læge efter mødet med GOG-forsvaret. (Foto: Ernst van Norde)
Simon Hald skulle have assistance fra en læge efter mødet med GOG-forsvaret. (Foto: Ernst van Norde)

GOG-AALBORG 25-28 (14-13)

GUDME (Ekstra Bladet): Blodet flød i Gudme! Hal-speakeren måtte for en stund droppe lovprisningerne af Clean Up-service og Daloon-scoringer for at efterlyse en læge, der kunne assistere med at lappe Aalborg-sluggeren Simon Hald helt sammen.

Stregspilleren fik en kraftig flænge under det venstre øje i en voldsom tackling af GOG’s Lasse Kronborg. Begge gik i parketten med et brag og lå længe og våndede sig, inden Aalborg-spilleren kunne rejse sig, modtage sin velfortjente udvisning og luske ud til senere behandling af den tilkaldte cut-man.

To minutter senere var jernmanden selvfølgelig tilbage på banen!

Forinden var navnebroderen Lars Hald hos hjemmeholdet blevet hjulpet ud af banen efter et fælt vrid i den ene ankel, da han uheldigt blev vædret af skarpskytten Minik Dahl Høegh i forbindelse med GOG’s udligning til 22-22 i en super spændende kamp. Tæt hele vejen og med et dommerpar, der ikke høstede ros i nogen af lejrene.

Simon Hald fik en ordentlig flænge. (Foto: Ernst van Norde)
Simon Hald fik en ordentlig flænge. (Foto: Ernst van Norde)
 

Det blev et rent bombardement af holdenes keepere sat i scene af først og fremmest Aalborgs to-mandshær, de missilbestykkede skarpskytter i skikkelser af Martin Larsen og især Sander Sagosen.

Den 20-årige torden-næve fra Trondheim hamrede skud efter skud af sted og traf plet de fleste af gangene, selv om GOG’s to keepere, Espen Christensen og Frank Mikkelsen, inden kampen lå på en delt førsteplads over ligaens bedste målmænd med hver 43 i redningsprocenter.

Sander Sagosen scorede 11 og Martin Larsen otte gange på 13 forsøg hver og tegnede sig dermed for 19 af 28 nordjyske scoringer. Det er faktisk en pænt imponerende træf-procent... Minik Dahl Høegh forsøgte at holde trit med imponerende flæk for hjemmeholdet, men nåede kun op på otte scoringer – og brændte oven i købet to straffekast.

Aalborg slog det lille, afgørende hul oven på dramaerne med ti minutter tilbage, og da den tilbagevendte målmand Andreas Palicka snuppede Tobias Møllers forsøg ved 25-27, da GOG ellers var i overtal, var det definitivt slut.

Begge hold kunne med sejr nå førstepladsen i ligaen. Den napper Aalborg altså nu – og GOG må bare æde, at fynboerne ikke har slået nordjyderne i ligaen siden 2009.

3 kommentarer
Vis kommentarer