Aalborgs håndboldherrer napper tredje sejr i træk

Oprykkerne fra Nordsjælland Håndbold blev slået med 27-25, da de fredag var på besøg i Nordjylland

Aalborg-spillerne rykkede med den tredje sejr på stribe op på ligaens andenplads. (Foto: René Schütze)
Aalborg-spillerne rykkede med den tredje sejr på stribe op på ligaens andenplads. (Foto: René Schütze)

Aalborg Håndbold har lagt en skidt sæsonstart bag sig med tre sejre i træk i Boxer Herreligaen.

Fredag aften kunne træner Jesper Jensen se sine spillere vinde på hjemmebane med 27-25 over Nordsjælland Håndbold.

Med sejren vekslede nordjyderne en niende- til en delt andenplads i ligaen et point bag det fynske førerhold fra GOG.

Se også: Første gang i syv år: GOG på førsteplads i håndboldligaen

Oprykkerne fra Nordsjælland gav i første halvleg hjemmeholdet en del problemer med føringerne på fire-fem mål. Men da kampen skulle afgøres, havde Aalborg-spillerne for længst slået et stort hul.

Nordjyderne åbnede sæsonen med en sejr over Skjern, men tabte senere til Mors-Thy og Skanderborg. I de seneste tre kampe er Ribe-Esbjerg, Bjerringbro-Silkeborg og nu Nordsjælland blevet nedlagt.

0 kommentarer
Vis kommentarer