Århus tilbage som nr. 1

Århusianerne vandt uden topscorer i Holstebro

Århus vandt uden topscorer Rune Ohm den svære udekamp i Holstebro (Polfoto: Jens Henrik Daugaard)
Århus vandt uden topscorer Rune Ohm den svære udekamp i Holstebro (Polfoto: Jens Henrik Daugaard)

Tvis Holstebro-Århus 30-35

Trods savnet af topscorer Rune Ohm, fodskade, gentog Århus bedriften fra sidste sæson og vandt kampen i grundspillet over Tvis Holstebro.

Anført af stortalentet, Sebastian Henneberg, som den midtjyske fusionsklub, Bjerringbro Silkeborg kasserede, har århusianerne efter fem måls sejren på 35-30 generobret 1. pladsen i ligaen.

U 21-landsholdets høje playmaker, som i øvrigt er udtaget til udviklingslandsholdets kampe i Polen i næste måned, scorede otte mål på 10 forsøg godt assisteret af sidemanden i bagkæden, Torben Petersen med syv mål på ni forsøg.

Den gamle træner, Erik Veje Rasmussen har fået fyret op under bagspillerne efter den pinlige indsats for nogle uger siden i GOG, hvor ingen af dem turde skyde og i stedet spillede siddelæns.

En anden profil hos gæsterne var den 18 årige målmand, Emil Nielsen, der på ny fik vist, at han er et usædvanligt talent, som en dag vil havne på det rigtige landshold.

Ved U 18-VM var han bedste målmænd af alle, så han er allerede godt på vej op i det hjemlige målmandshierarki.

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer