Det er altid fedt med passionerede fans på lægterne, der skaber elektrisk stemning til en sportsbegivenhed.
Søndag gik det dog langt, langt over gevind, da der var storkamp i den makedonske håndboldliga mellem RK Vardar og RK Eurofarm Pelister.
Opgøret kaldes 'Det evige derby', men kampen vil ikke blive husket for spillet på banen, men i stedet for de groteske scener, som de to holds fans skabte under opgøret.
Allerede få minutter inde i opgøret blev spillet stoppet, da RK Eurofarms målmand var blevet ramt af en mønt i baghovedet.
Kort efter antændte udebanefansene så adskillige romerlys og begyndte at kaste med genstande mod tilskuere i området, hvor der blandt andet var børn.
Se de voldsomme scener her:
Det reagerede hjemmeholdets fans så på, og en gruppe fans valgte at storme banen for at komme tæt på udefansene, og der blev kastet genstande frem og tilbage mellem de to fangrupperinger, før kampklædte politifolk stormede banen og fik fansene væk.
Eurofarm-spillerne søgte tilflugt i omklædningsrummet, da hjemmeholdets fans stormede banen, og danske Kasper Kisum, der til daglig spiller for RK Eurofarm, har sat ord på oplevelsen til TV 2 Sport.
- Det er voldsomt, for vi kan ikke komme ind i vores omklædningsrum. Vores holdleder sparker til døren, og det ender med, at vi kravler ind af et hul i døren til omklædningsrummet.
- Jeg ved ikke, om jeg var bange, men det var angstprovokerende. Det hører ikke hjemme, siger Kasper Kisum til TV 2 Sport.
Kampen blev genoptaget efter 20 minutter, og RK Vardar endte med at vinde 31-24.
De to ærkerivaler mødes igen 7. maj, og måske vil der være hævn i luften. Ikke bare fra Eurofarm-spillerne, men også fra holdets tilhængere.