Så længe de var i Malmø, kunne de uden problemer slentre en tur gennem bymidten. Fordi de boede centralt, og fordi der er tale om et hyggeligt sted.
Stockholm er også en dejlig by, bestemt. Men IHF har besluttet, at landsholdet skal bo på Scandic Talk Hotel, der ligger i bydelen Huddinge/Älvsjö.
Én af byens mere belastede områder.
Henrik Møllgaard kigger ud over kvarteret fra hotellets Sky Bar på 19. etage, hvor Ekstra Bladet har fanget ham. Han har lige fået sig en lur og kunne sgu nok godt bruge en mere, efter han var oppe den halve nat efter Egypten-kampen. Og så var der en flyvetur fra Malmø til Stockholm, der også lige skulle overstås.
Der er mørkt udenfor, og det ser ret tilforladeligt ud.
- Er det et belastet nabolag, spørger han.
- Ja, det skulle det være…
- Der er blevet joket lidt i truppen om, at det er Scandic Vest i Aarhus, vi er kommet til, ryger det ud af forsvarseksperten.
- Men det er rart at vide, at vi lige skal passe på, siger han.
Sportschef i DHF, Morten Henriksen, overvejer at tage en snak om, at de nok ikke skal rende på gaden så afslappet, som de gjorde i Malmø.
- Vi har først lige fundet ud af det, så vi tager os en snak i aften om, hvad vi gør. Vi bliver nok nødt til at være lidt opmærksomme på, hvordan vi bevæger os rundt udenfor, siger han til Ekstra Bladet.
Svensk politi føjede i 2021 nabolaget til en liste over områder i hele Sverige, hvor kriminelle bander har en særlig betydning og indflydelse på lokalbefolkningen. Eller sagt med andre ord: Hvor kriminaliteten er højere end gennemsnittet.
Morten Henriksen ærgrer sig over, at det lige er her, truppen er blevet placeret.
- Det er da lidt ærgerligt, at vi ikke kan tage en gå- eller løbetur, at det er noget, vi skal tænke over. Men vi har jo med voksne mennesker at gøre, jeg tror bare, vi informerer dem om, at det er et område, man skal være lidt mere opmærksom på, når mørket er faldet på, siger han.
Forstå kodesproget på landsholdet. Her er hemmeligheden bag håndtegnene (kræver plus-abonnement)