Ærlig Rasmus Lauge: Tårerne sjaskede ud på gulvet

Rasmus Lauge har oplevet dybe nedture og masser af succes – men alt blegner ved siden af det, der skete 7. oktober

Rasmus Lauge i højt humør under træningen i Mursko Sredisce. Men tankerne går ofte til hjemmet i Flensburg. Til Sabrina og lille Freja. Foto: Lars Poulsen
Rasmus Lauge i højt humør under træningen i Mursko Sredisce. Men tankerne går ofte til hjemmet i Flensburg. Til Sabrina og lille Freja. Foto: Lars Poulsen

SVETI MARTIN (Ekstra Bladet): Rasmus Lauge nåede dårligt at ærgre sig over uafgjort i Göppingen, før telefonen ringede med en besked, der sparede ham for et smerteligt gensyn med polske Kielce. Det var netop der, han fik den knæskade, der kostede OL i Rio.

Du tog simpelt hen hjem og blev far!

- Jeg nåede heldigvis hjem, og samme aften gik fødslen i gang. Sabrina fødte en sund og velskabt pige på 51 cm. 7. oktober. Det var en fantastisk oplevelse, siger en storsmilende Rasmus Lauge.

Det er vel alligevel det største, du har oplevet?

- Det kan jeg love dig for. Jeg troede måske lidt, det var sådan noget, man bare sagde, men der kommer godt nok nogle helt andre følelser op fra det sekund, barnet er ude. Det er fantastisk, det er det sgu.

Hvor forberedt var du?

- Min kæreste er jordemoder, så hun kender det jo rent fagligt, men det er jo også meget anderledes for hende pludselig at være på den anden side. Jeg tror simpelt hen ikke, du rigtigt kan forberede dig på det. Du går og lader op i ni måneder, men alligevel bliver du sindssygt overrasket, og det er en helt anden verden, når du lige pludselig står med det bette pus i armene.

Bliver øjnene så våde?

- Jeg kan da lige love dig for, at de bliver våde! Det sjaskede nærmest ud på gulvet. Det var et stort øjeblik, det var det sgu. Vi er bare så lykkelige og glade, og når jeg så har en lille skade, der koster et par kampe, så kan jeg i stedet tage hjem til Freja og NYDE de dage. Det ændrer tingene fuldstændigt.

Bliver håndbold lige pludselig ubetydelig?

- Håndbold ER lige pludselig helt ubetydelig, det må jeg sige. Det er jo også det, alle de andre siger – og når hun så en dag kan begynde at kravle, gå og sige far, så er jeg sikker på, jeg kan glemme ethvert nederlag, siger den 26-årige midtjyde grinende.

Glædelig jul Frohe Weihnachten Merry Christmas ⭐️

Et opslag delt af Rasmus Lauge (@rasmuslauge25) den

Rasmus Lauge er evig og altid på farten med Flensburg, og landsholdet kaldte allerede nytårsdag. Han erkender, det pludselig er blevet hårdt at være sammen med drengene…

- Det gør ondt at uanset hvad. Det er sindssygt hårdt. Der er kommet et andet perspektiv på det, og det bliver ekstra hårdt, fordi vi er væk i så lang tid, siger Rasmus Lauge, der udmærket er klar over, hvem der tager en store tørn på hjemmefronten lige nu.

- Indtil nu har Freja været dejlig nem. Hun vil ikke sove så meget som andre siger, de gør, men indtil nu har hun sovet fint om natten. Hun havde dog lige et par dårlige nætter, inden jeg tog afsted. Familien hjælper, men jeg har en form for skyldfølelse over at være væk.

Her er det Nikolaj, der bestemmer. Rasmus Lauge har naturligvis clearet sin EM-deltagelse af med Sabrina, og parret glæder sig til, at næste slutrunde om et år foregår på dansk grund. Foto: Lars Poulsen
Her er det Nikolaj, der bestemmer. Rasmus Lauge har naturligvis clearet sin EM-deltagelse af med Sabrina, og parret glæder sig til, at næste slutrunde om et år foregår på dansk grund. Foto: Lars Poulsen

Har du nemmere ved at sluge en tabt håndboldkamp nu end før?

- Det bliver på en eller anden måde nemmere at komme gennem nederlag. Du har et andet perspektiv, når du går ind til kampen – og specielt når du kommer hjem. Så får du den lille på armen, og så betyder det sgu lige pludselig ikke så meget, man har tabt. Det er jo det, alle siger, men det passer faktisk.

Flensburg-strategen og skarpretteren er i sit livs form dette efterår, og efter en skulderskade, der forhindre ham i at spille Golden League på dansk grund, er han tilbage for fuldt drøn. Foto: Lars Poulsen
Flensburg-strategen og skarpretteren er i sit livs form dette efterår, og efter en skulderskade, der forhindre ham i at spille Golden League på dansk grund, er han tilbage for fuldt drøn. Foto: Lars Poulsen

Rasmus Lauge kom blæsende ind i VM 2011 i Sverige som afløser for Thomas Mogensen, vandt EM-guld året efter – og så kom skaderne og to enorme skuffelser: Han nåede hverken at blive klar til EM på hjemmebane i 2014 eller OL i 2016. VM for et år siden meldte han selv fra til.

- Det var en personlig beslutning, der skyldtes mange ting, men en af dem var, at jeg så rent faktisk kunne få ferie og slå hovedet lidt fra. Jeg kunne bruge en måneds tid på at bygge kroppen op igen og blive stærkere, forklarer han.

- Det var ren og skær fornuft, og beslutningen var svær, og jeg ville jo gerne være med på et hold, der lige havde vundet OL, og vi havde jo forventet, der kunne lure en VM-finale. Det var en ren og skær egoistisk beslutning. Jeg ville gerne blive bedre, og jeg følte ikke, en slutrunde ville hjælpe mig på det tidspunkt. Det var en investering i fremtiden, siger han.

Hvad har du fået ud af det?

- At jeg føler mig godt tilpas trods en hård halvsæson, og det kan måske være en af grundene til, at jeg føler mig ekstra stærk. Hvem ved. Jeg er jo også blevet et år ældre, og man samler erfaring.

Er du så ordentligt til stede her, når tankerne også er derhjemme?

- Ja, helt sikkert. Netop fordi jeg har fået en rigtig familie med barn, skal jeg være her 100 procent for at gøre det helt optimalt, fordi der er noget andet, der trækker så meget. Jeg føler en forpligtelse til at være hos mit barn, men min kone og jeg har selvfølgelig truffet beslutningen sammen og ved, at i år bliver det hårdt, siger Rasmus Lauge.

- Men når jeg tager væk hjemmefra, skal jeg ikke gå halvt ind til det og have alt derhjemme i tankerne, det må jeg gøre, når vi har lidt fritid, og så må vi Facetime lidt. Jeg er jo i god træning med det takket være alle de forpulede rejsedage, vi har i Tyskland. Jeg håber, jeg kender rumlen, selv om det bliver hårdt!

Ekstra Bladets reporter interviewer sportskommentator Jan Jensen om Danmarks chancer ved EM i Kroatien og ikke mindst aftenens kamp mod Ungarn. TV: Lars Poulsen

Se også: Dansk håndbold-helt skal være far: Det var ikke planlagt

 

Se også: Pas på i svinget: EM-spillere ramt af køresyge!

Se også: Blodigt dansk EM-drama: Nu forklarer han sammenstødet

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen