Æv: Mikkel Hansen skadet en uge før EM

Paris-stjernen kommer ikke i kamp mod Norge lørdag – men bare rolig: Han skal nok blive klar til EM i Kroatien

Mikkel Hansen får behandling i Accor Hotel Arena i Paris. Fysioterapeuten Anja Greve er i fuld sving. Foto: /ritzau/Lars Poulsen
Mikkel Hansen får behandling i Accor Hotel Arena i Paris. Fysioterapeuten Anja Greve er i fuld sving. Foto: /ritzau/Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): Der bliver ikke noget stjernetræf lørdag eftermiddag mellem Mikkel Hansen og Sander Sagosen. Nordmanden har ganske vist rejst sig fra sygesengen efter feber og en hård halsbetændelse – til gengæld er Mikkel Hansen rendt ind i en væskeansamling omkring sit højre knæ.

Der bliver ikke taget chancer i den danske lejr med blot en uge til EM-start i Kroatien, og derfor kommer den dobbelte vinder af titlen som verdens bedste håndboldspiller ikke i aktion mod manden, der på det seneste har nappet hans plads i PSG Handballs startopstilling.

- Mikkel har lidt væske i knæet, men havde vi spillet åbningskampen ved EM mod Ungarn i morgen, så havde han spillet. Lige nu vil vi bare gerne have, han får det væske ud af knæet, så det ikke generer. Der er ingen grund til at risikere noget nu, og vi vil hellere have, han er 100 procent frisk, når det gælder i Kroatien, siger Nikolaj Jacobsen.

Det er dog ikke helt udelukket, at Mikkel Hansen kan komme i aktion denne weekend – om end i begrænset omfang:

- Lørdag spiller han ikke, og så ser vi søndag, om fremgangen med knæet fortsætter i samme tempo som nu, og måske kan vi så smide ham ind i lidt tid mod Frankrig. Men jeg må lige høre Anja (fysioterapeuten), hvor meget tid, jeg må give ham, haha.

- Mikkel døjede med det allerede, da vi mødtes i Danmark, men jeg ved ikke – og det gør han heller ikke selv – hvornår skaden er opstået. Men han må jo på en eller anden måde have fået et vrid i knæet, siger landstræneren.

Se også: 'Røde Henri' Toft: Der er aldrig sket for mig før

Se også: Mikkel smidt på bænken: Derfor er det en fordel

Se også: Danmark storsejrede uden Hansen

Se også: Den danske bredde smadrede Egypten

11 kommentarer
Vis kommentarer