Afgjort helt til sidst: Danmark sikrer vigtig EM-seedning

Danmark slog Slovenien på udebane og er nu definitivt sikker på at være i den høje hat, når der trækkes lod til EM-slutrunden i Frankrig

Kathrine Heindahl scorer mod Slovenien i den modsatte kamp i Danmark, hvor Klavs Bruuns tropper vandt 28-22. Foto: Lars Poulsen
Kathrine Heindahl scorer mod Slovenien i den modsatte kamp i Danmark, hvor Klavs Bruuns tropper vandt 28-22. Foto: Lars Poulsen

Skal vi ikke bare sige, det var en anelse sløjt og sløvt i Slovenien. Eller Sløvenien…

Men det gik, og Danmark slog Slovenien 25-23 efter 14-12 ved pausen, og dermed er gruppens førsteplads nu matematisk sikret. Dermed lurer en topseedning før EM til vinter.

Det må sgu også være svært at ramme toppen af spændingsniveauet, når man stort set HAR vundet EM-kvalifikationsgruppen inden kampstart, og det havde det danske kvindelandshold – med mindre de tabte med flere end seks scoringer. Og for at blive vippet væk fra førstepladsen, skulle holdet så altså også lige tabt til Island på hjemmebane i Horsens på lørdag.

Det kommer ikke til at ske!

Stine Jørgensen og Co. vinder EM’s kvalifikationsgruppe 5 og er dermed i den høje hat blandt de topseedede, når der den 12. trækkes lod og fordeles grupper til selve slutrunden i december, hvor Frankrig er vært.

En sprudlende Mia Rej og syv dybt skuffede Odense-spillere rejste stort set direkte fra DM-finalen til Slovenien med et lille pitstop i Brøndby mandag, så efter lidt løsen op og småtræning tirsdag var det direkte i aktion onsdag aften i Celje.

Langt fra optimalt, og det kunne ses. Det danske forsvar var slet ikke oppe i slutrunde-gear, uanset om Klavs Bruun Jørgensen dekreterede varianter af 6:0 eller 5.1. Boldene peb ind om ørerne på Althea Reinhardt, der ofte var prisgivet – men omvendt også kun yderst sjældent fandt miraklerne frem fra værktøjskassen.

Danmark var dog foran det meste af kampen efter en flot start, hvorefter der blev bytte mål i et væk. Danmark førte dog 14-12 ved pausen, men værterne med storskytten Anna Gros i spidsen hamrede hurtigt to pinde i den føring og gik på 14-14, hvorefter der var dømt åben slagudveksling frem til dansk 21-19 føring.

Holdene stod lige igen ved 22-22, men den ungarske tankvogn i skikkelse af Champions League-triumfatoren Anne Mette Hansen tog bolden i egen hånd og jernede de hvid-røde på 24-22 med seks minutter igen.

Til Althea Reinhardts ros skal så anføres, at målvogteren faktisk genfandt niveauet mod slutningen og godt det samme, eftersom Sandra Toft åbenbart var ukampdygtig med en bullen tå. Odense-keeperen parerede bl.a. Anna Gros på det straffekast, der kunne have sikret slovenerne 24-24 med et minut tilbage.

Kort efter sendte Sarah Iversen bolden i mål til 25-23, og dermed var en slidsom, effektiv time på jobbet overstået. Danmark vinder – selvfølgelig – gruppen, men det skulle holdet selvsagt også, og det er værd at huske, at hjemmekampen mod Tjekkiet også blot blev vundet med én i marts.

Med sejren er strabadserne ikke forbi. Nu venter en bustur fra Celje til Ljubljana, hvor truppen i morgen kl. 05.00 checker ind, flyver til København og derefter med bus til Kolding. Fredag bliver den rene svir. Da kan spillerne fise den af med fysiske tests inden kampen lørdag mod Island…

Så er de fleste vist også klar til at få feriepengene udbetalt!

Se også: Guldet afgjort: Nyt vanvittigt drama i DM-finale

Se også: Fortsætter karrieren: Van der Vaart i kontakt med ny dansk klub

Se også: Hellere én bagfuld københavner end otte odenseanere

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere