Afslører den helt særlige optakt

Sandra Toft er tit uheldig, en smule klodset, har et hav af ritualer, en stor drøm og et knæ, der er opereret syv gange - men har det forbløffende godt lige nu

Følg Håndbold

GRANOLLERS (Ekstra Bladet): Knæet knirkede, da Sandra Toft havde sat snuden op efter OL 2012 i London, det holdt hende ude af VM 2013 i Serbien, da Danmark sidst vandt en medalje – bronze – og hele hendes spinkle krop hungrer efter at vinde noget.

Og efter endelig at komme med til et OL. Rio i 2016 druknede i tårer og en totalt kikset kvalifikation på hjemmebane i Aarhus, og for to år siden manglede holdet et mål for at spille med om legene i Tokyo.

Sandra Toft er kun 32, og hun giver aldrig op, uanset om knæet strejker – eller hun ligger i et mørkt rum i ugevis med hjernerystelse efter et flæk i hovedet.

- Jeg har det godt. Lidt træt – men godt, siger hun onsdag i bragende solskin uden for spillerhotellet i Barcelona.

- I kom ellers tidligt hjem for en gangs skyld …

- Jah, men nu er det også kamp syv, vi har spillet færdig, og det var en hård kamp. De spillede godt, de lavede få fejl, og der var mange afslutninger. Den kostede kræfter fysisk og mentalt.

To be or not to be. Sandra Toft spiller Hamlet - eller plukker i sidste øjeblik en bold, der var på vej i tomt mål. Foto: Lars Poulsen
To be or not to be. Sandra Toft spiller Hamlet - eller plukker i sidste øjeblik en bold, der var på vej i tomt mål. Foto: Lars Poulsen

Her kan du se målmandstræneren Michael Bruun uddele bolde bl.a. til manden, der besøger hans toilet:

- Du mangler medaljen og OL. Skuffelser har der været nok af. Hvilke var de største?

- Åh … At vi spillede uafgjort mod Serbien i den sidste kamp ved VM i Japan i 2019 og dermed ikke kom i OL-kvalifikation er nok den, der gjorde mest ondt.

- Du har ikke set den kamp siden?

- NEJ. Jeg kommer aldrig til det.

- Hvornår kunne du smide den væk?

- Det varede et år for længe, fordi OL jo blev skubbet til 2021. Japan var længe et slag i ansigtet, men nu er OL slut, og så er det miss også væk.

- Du drømmer vel så om OL i Paris.

- Ja.

- Du har tidligere været lidt af en ulykkesfugl, der smækkede bildøre over dine egen hånd eller fik en motionscykel i øjet. Er det gået over efterhånden?

- Nej, nej. Det forfølger mig stadig, haha. Det er bare en del af mig at være uheldig.

- Du havde engang en masse ritualer, som du forsøgte at slippe af med. Hvor er vi henne med det nu?

- Vi er tilbage til dem igen!

- Hvor mange har du?

- Det ved jeg faktisk ikke. Der er en del.

- Venstre sko først op til kampen?

- Højre sko først!

- Hvad så mere?

- Jeg har mine tre energidrikke, jeg skal have ned inden kampen. Så har jeg nogle ting i opvarmningen, og jeg skal sidde ved siden af Trine Østergaard i omklædningsrummet. Der er lidt af hvert. Nu er det ritualer, jeg bare gør pr. automatik uden at tænke over det.

- Men du skal vel have Trine Østergaard med på den også?

- Det har jeg også.

- Hun tør ikke andet?

- Hun er også overtroisk.

- Du bringer også hende held?

- Jaja. Vi sidder altid ved siden af hinanden i omklædningsrummet.

Sandra Toft puster ud efter en redning mod Brasilien. Foto: Lars Poulsen
Sandra Toft puster ud efter en redning mod Brasilien. Foto: Lars Poulsen
 

- Kørte du ikke også noget med neglelak engang?

- Nu har jeg efterhånden så meget tape på fingrene, at man ikke kan se lakken, der så i øvrigt også ryger af. Så det er jeg gået væk fra.

- Du er blevet opereret syv gange i højre knæ. Hvordan ville en læge mene, det knæ har det?

- Jamen syv, ni, 13, så har knæet det overraskende godt for tiden.

- For tiden?

- Ja, det går lidt op og ned, og jeg kan godt mærke mit knæ. Men det har det væsentligt bedre, end jeg havde turdet tro på for år tilbage. Menisk og brusk er lidt slidt.

- Kan man fikse det?

- Aner det ikke, og jeg har heller ikke undersøgt det. Men knæet har det godt lige nu. Jeg har nogle specielle øvelser, men det handler mest om almindelig styrketræning, og i stedet for at løbe udenfor, gør jeg det på løbebånd.

- Du er i perioder blevet sænket af skud i hovedet …

- SYV, NI, 13! Vi har også snakket om, at det ikke er sket endnu.

- I har ellers mødt nogle hold, hvor det let kunne være sket.

- Ja, risikoen er der. De skud i hovedet kommer altid i stimer, og heldigvis er jeg ikke i én lige nu. Det er dejligt.

- Er det noget, du tænker over?

- Nej, det skænker jeg slet ikke en tanke.

- Men du tænker alligevel over, at det IKKE er sket?

- Ja, men det er jo fordi, det gør så hamrende ondt.

- Nu skal I spille semifinale uden at være favoritter for første gang ved VM. Er det en fordel for jer?

- Nej, for vi har faktisk været gode til at glemme den favoritrolle og  bare gå ind og spille håndbold, fordi det er sjovt. Det skal vi også fredag.

- Så det bliver en finale på søndag – og en sikker medalje?

- Åh, det ville være virkelig rart. Det håber jeg.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt