Afsløring: Mikkel ramt af TO hjernerystelser

Verdensmesteren kom først til skade under kamp og kort tid efter under træning – nu melder Mikkel afbud til landsholdet

Mikkel Hansen slog også hovedet, da landsholdet i januar 2018 trænede under EM i Kroatien. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen slog også hovedet, da landsholdet i januar 2018 trænede under EM i Kroatien. Foto: Lars Poulsen

Mikkel Hansen er hårdere ramt end frygtet, og storskytten fra Paris har nu måttet tage konsekvensen og melde afbud til næste uges landsholdssamling – den sidste, inden truppen mellem jul og nytår samles for at tune finesserne frem mod EM i januar i Malmø.

Den store franske sportsavis L’Equipe har kaldt sagaen ’Mysteriet om Mikkel Hansen’, men en af forklaringerne på den Qatar-finansierede storklubs tavshed de sidste fem uger kan skyldes, at Mikkel Hansen ikke blot er ramt af én hjernerystelse – men faktisk to gange med få dages mellemrum blev ramt hårdt i hovedet.

Det afslører Ekstra Bladets kilder i Paris.

Mikkel Hansen scorede ni gange, da PSG Handball 11. september slog Nantes 32-29 på hjemmebane. Undervejs pådrog danskeren sig et slag, men han deltog efterfølgende i træningen i Salle Pierre Coubertin, hvor han igen blev ramt.

Monsier Hansen var 14. september med truppen til Champions League-opgøret i Zagreb og skrevet på holdkortet, men han kom ikke i kamp. Desværre var flyveturen til Kroatien og hjem igen alt andet end helsebringende for helsingoraneren, der fik et alvorligt tilbagefald oven på den nyttesløse rejse.

Siden har han været sygemeldt, og klubben har gjort meget ud af at fortælle, at man ikke tager chancer med hovedskader. Ikke mindst på grund af bitre erfaringer med den svenske stregspiller Jesper Nielsen, der for et par år siden var ude i månedsvis med en hjernerystelse, der blev alvorligt forværret af, at stregspilleren blev sendt i aktion igen for tidligt.

Mikkel Hansen har altså været ukampdygtig i præcis fem uger nu, og ingen ved, hvornår han bliver spilleklar igen. Hovedskader er alvorlige og lumske, og i værste fald kan EM komme i farezonen, selv om der er to måneder til slutrunden, der for Danmarks vedkommende spilles i Sverige.

Nikolaj Jacobsen troede og håbede efter sin kommunikation med Mikkel Hansen, at spilleren ville komme i aktion igen senest i denne uge, men absolut intet tyder på, at han kan spille i aften i Ivry og lørdag i Barcelona.

Mikkel Hansen har trænet med en fysisk træner, har løbe- og styrketrænet og ifølge sportsdirektør Bruno Martini også kunnet skyde på mål, men han har ikke endnu været i stand til at deltage i håndboldrelateret træning med resten af holdet.

Da PSG Handball i søndags slog Celje fra Slovenien, var Mikkel Hansen i hallen – for at passe sin træning inden kampen. Men danskeren forlod Salle Pierre Coubertin og den tiltagende larm i hallen i god tid inden kampen.

Mandag var Mikkel Hansen ifølge Bruno Martini i konsultation hos en neurolog, der skulle vurdere, om Mikkel Hansen kunne spille i denne uge. Svaret var åbenlyst negativt.

Klubkammeraten Henrik Toft Hansen er i øvrigt også ude af spillet med hjernerystelse og har meldt afbud til landsholdssamlingen. Nikolaj Jacobsen har i stedet udtaget stortalentet Lasse Møller fra GOG og Magnus Saugstrup, Aalborg Håndbold, som erstatninger.

Danmark møder torsdag i næste uge Frankrig i Aarhus og lørdag enten Spanien eller Norge i Aalborg i træningsturneringen Golden League, hvor et af temaerne nu naturligt må blive at ruste verdensmestrene i spil uden Mikkel Hansen.

Se også: Så er der nyt om Mikkel Hansens hjernerystelse

Se også: Mikkel Hansen-chok: Lider af hjernerystelse

Se også: Ungarsk storhold knuser danske håndboldmestre

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere