Alle pengene værd: Mikkel Hansen buldrer løs

KANONSKYDENDE: Både i PSG i Frankrig og i Champions League er den 27-årige Mikkel Hansen nu den, der har lavet flest mål

Den langhårede dansker tjener godt, men han lever op til sin løn og bærer pariserne frem som holdets funklende stjerne. (Foto: AP)
Den langhårede dansker tjener godt, men han lever op til sin løn og bærer pariserne frem som holdets funklende stjerne. (Foto: AP)

Verdens største scorekarl Mikkel Hansen er tilbage i førertrøjen.

Både i Frankrig og i Champions League er den 27-årige dansker den mest scorende. Paris Handball er for alvor begyndt at få mål for godt 600.000 kr, som Mikkel Hansen ifølge fransk presse kan hæve hver måned.

Efter sidste sæsons flotte tilløb med en fransk topscorertitel og en tredjeplads i Champions League er Mikkel Hansen igen i front i Frankrig, mens han i Champions League må dele førstepladsen med Janko Bozokiv, Østrig, og Metalurg, Makedonien.

Storfavorit
Mens skytten i Ligue Nationale de Handball er noteret for 51 mål i fem kampe, er han i Champions League noteret for 35 mål efter fire kampe.

Da makedonerne ikke vil komme langt i Champions League, vil Mikkel Hansen få en fordel på den lange bane, da Paris Handballs ambition er at gå hele vejen og spille Final-4 i Köln.

Mikkel Hansen er i storform og bomber både i Frankrig og Champions League, hvor han er topscorer. (Foto: AP)
Mikkel Hansen er i storform og bomber både i Frankrig og Champions League, hvor han er topscorer. (Foto: AP)

Derfor er Mikkel Hansen storfavorit til at gentage kunststykket fra 2012, hvor han som AG-spiller blev CL-topscorer med 98 mål og fik en metalkuffert for bedriften.

Allerede året forinden havde Mikkel Hansen med 68 mål scoret mere end andre ved VM i Sverige 2011.

En af forklaringerne på de fornyede målstimer er, at Paris Handball trods overflod af stjernespillere og trænerskifte har holdt fast i danskeren som straffekastskytte.

Det gør han i La Ligue med 29 mål på 32 forsøg og er for tiden mere sikker fra syv meter-pletten end landstræner Gudmundur Gudmundssons foretrukne, Anders Eggert og Hans Lindberg der har scoret på syv ud af ti forsøg, mens Mikkel Hansen er oppe på et snit på ni mål på ti forsøg.

Danskere på Ugens Hold
Det er noteret, at Mikkel Hansen har trængt sig på, men landstræneren vil lade spørgsmålet stå åbent og se tiden an.

- Tre af verdens bedste straffekastskytter er danskere. Det er en luksus, har Gudmundur Gudmundsson tidligere udtalt.

I det hele taget er der meget glæde sig over, fordi Mikkel Hansens mål i denne uge har givet ham en plads på Ugens Hold i Champions League sammen med to landsholdskolleger, Niklas Landin og Anders Eggert.

I Bundesligaen er der blevet plads til Lasse Svan på højrefløj på rundens hold. Tre af verdens bedste straffekastskytter er danskere.

Det er en luksus.
 

FAKTA:  DET DANSKE SPILLERTJEK
De 28 navne, som vil være i spil til EM i Polen til januar og senere til næste sommers OL i Rio de Janeiro, er kommet i gang med den nye sæson på følgende måde
 

MÅLMÆND

  • Niklas Landin, THW Kiel: ' Fremragende' lød træner Alfred Gíslasons dom, da mestertræneren i CL-kampen mod Wisla Plock fik stoppet al snak om Niklas Landins skæve start. Med 18 redninger heraf to straffekast stod danskeren med en redningsprocent nær de 50.
  • Jannick Green, Magdeburg: Er havnet i skyggen af tyske Dario Quenstedt, som har spillet over otte timer i Bundesligaen mod danskerens to timer. Den manglende spilletid kan aflæses på antallet af redninger.
  • Kevin Møller, Flensburg Handewitt: Er som Jannick Green kun den næstbedste løsning, fordi den svenske veteran Mattias Andersson har næsten fuld spilletid og ikke mindst tillid fra landsmand og træner Ljubomir Vranjes.
     

STREG OG FORSVAR

  • Jesper Nøddesbo, Barcelona: Danskeren er gået hen og blevet ' ikke-spanieren' med længst anciennitet på verdens mest vindende hold. Han har i starten måtte give spilletid til nyerhvervelsen, den polske 2,06 m høje stregspiller, Kamil Sypzak.
  • René Toft Hansen, THW Kiel: Er blevet anfører hos de 20-dobbelte mestre efter czeken, Filip Jichas kontroversielle farvel. Har ikke fået gang i målene. Dommerne har til gengæld fortsat et godt øje til forsvarskæmpen, der allerede har set rødt to gange.
  • Henrik Toft Hansen, Flensburg Handewitt: Ene mand tilbage på stregen hos de tidligere Champions League-mestre, efter at landsmanden Anders Zachariassen er korsbåndsskadet og Jacob Heinl ramt af en gigtsygdom.
  • Jacob Bagersted, Magdeburg: VM-spilleren fra 2011 er ikke glemt - måske fordi landsholdets svenske assistent, Tomas Svensson har bijob i Magdeburg som målmandstræner.
  • Simon Hald, Aalborg: Landstræneren er begejstret for stortalentet, der senest kom på All Star-holdet ved U21-VM i Brasilien. Ved U20-EM sidste år blev han kåret til bedste forsvarsspiller. I ligaen er han i øvrigt nr. tre på bisselisten.
     

FLØJE

  • Hans Lindberg, HSV Hamburg: Efter nyreskaden og lang pause er den tidligere dobbelte topscorer i Bundesligaen tilbage i sin gamle glansrolle som målkonge. Han ligger nr. 4 på den aktuelle topscorerliste.
  • Lasse Svan, Flensburg Handewitt: Er skarp som aldrig før efter sin alvorlige øjenskade, der var tæt på at gøre ham blind på det ene øje. Samarbejdet med Anders Eggert er ikke set bedre.
  • Anders Eggert, Flensburg Handewitt: Barselsorloven er forbi, og den tidligere VM-og Bundesliga-topscorer er i vældig målhumør og i top ti i både Bundesliga og Champions League.
  • Casper U. Mortensen, HSV Hamburg: Kom sent på plads i Hamburg, hvor han må dele spilletid med den tyske landsholdsfløj, Kevin Schmidt. Har nogle gange stukket næsen frem.
  • Magnus Landin, KIF Kolding København: Stortalentet er kommet nærmere drømmen om at spille på landshold med storebror, men må foreløbigt væbne sig med tålmodighed.
  • Det vil ikke skade, hvis han disker op med flere ' rundens mål' i Champions League.
  • Patrick Wiesmach, Tvis Holstebro: Den lille hurtigløber er kommet fornemt fra start i Tvis Holstebro, hvor hans kontrakt løber ud til sommer. Samtidigt kan han skrive fysioterapeut på visitkortet, så han overvejer fremtiden.
  • Kasper Irming, KIF Kolding København: Han er en af de mest uheldige, der fortsat har en slutrunde til gode på grund af en lang række skader. Har udnyttet russeren Konstantin Igropulos fravær og dårlige start til at få ekstra spilletid.
     

BAGSPILLERE

  • Mads Christiansen, Bjerringbro Silkeborg: Med 13 rene mål mod Aarhus har venstrehåndsskytten sæsonrekorden med flest scorede mål i en kamp. Han må fortsat veksle med en anden BSV-landsholdsspiller, Nikolaj Øris Nielsen.
  • Nikolaj Øris Nielsen, Bjerringbro Silkeborg: Efter at være kommet lidt småskadet i gang er Nikolaj Øris Nielsen ved at være tilbage på niveauet fra sidste sæson, hvor han efter VM i Qatar blev en del af EMholdet efter Kasper Søndergaards frafald.
  • Henrik Møllgaard, Paris: Lejesvenden fra Skjern er havnet i midterforsvaret på det stjernespækkede hold og må ud, når Paris-mandskabet blæser til angreb.
  • Morten Olsen, Hannover Burgdorf: Efter en sæson med farvel i utide til franske St. Raphaël og gæstevisit i Qatar er den skudglade playmaker tilbage i Hannover Burgdorf, hvor han bortset fra en kamp i Kiel med ti mål - ikke har ramt niveauet fra sidst.
  • Rasmus Lauge, Flensburg Handewitt: Det er slut med at sidde på bænken efter skiftet fra mesterklubben THW Kiel. Indtil videre har han været en af de foretrukne i Flensburgs bagkæde, selv om han ikke er blandt de mest scorende.
  • Mikkel Hansen, Paris: Det taler for sig selv, at han er topscorer i Frankrig og i Champions League.
  • Scorekarlen er varm som aldrig før.
  • Mads Mensah, Rhein Neckar Löwen: Fik forleden med syv mål mod makedonske Vardar gjort omgivelserne opmærksom på, at han også er en del af Tysklands nye nr. 1-mandskab.
  • Michael Damgaard, Magdeburg: Har brugt flere skud end i Tvis Holstebro-tiden til at score i Bundesligaen for de tidligere Champions League-mestre Magdeburg, der ikke har kunnet leve op til sidste sæsons flotte Top 4-placering.
  • Nikolaj Markussen, Bjerringbro Silkeborg: Skaderne fortsætter med at forfølge den meget lange langskytte, der ikke har fået den start i BSV, som han drømte efter et pænt farvel til Skjern.
  • Bo Spellerberg, KIF Kolding København: Mr. Kolding er manden med næst flest landskampe. Har som KIF Kolding København ikke fået den bedste start, hvilket kan illustreres ved, at han er spilleren med flest fejl i ligaen gjort op i fejlaflevringer, boldtab og regelbrud.
  • Allan Damgaard, HSV Hamburg: Skal svinge taktstokken hos de tidligere tyske mestre og Champions League-mestre, som efter en katastrofal start er ved at rejse sig igen efter masser af økonomiske problemer og farvel til et bundt spillere.
  • Peter Balling, Tvis Holstebro: Landstræneren har kaldt den i håndboldmæssigt forstand lille venstrehåndsskytte en klog spiller, som man ikke må tage fejl af. Vestjydernes bedste skytte efter brødrene Damgaards flugt til Tyskland.
  • Lasse Andersson, KIF Kolding København: To gange i træk kåret til ' årets rookie' i Champions League, så det er forståeligt, at verdens mest vindende klub, Barcelona har hjulpet med at få ham tilbage på banen efter kæmpe problemer med et springerknæ.
26 kommentarer
Vis kommentarer