Anders Eggert stopper på landsholdet - for nu

Venstrefløjen Anders Eggert holder pause på landsholdet resten af sæson, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Anders Eggert holder en pause fra landsholdet på grund af træthed. (Foto: Lars Poulsen)
Anders Eggert holder en pause fra landsholdet på grund af træthed. (Foto: Lars Poulsen)

Landsholdsprofilen Anders Eggert har besluttet at melde fra til forårets landsholdssamlinger og EM-kvalifikationskampe.

Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Dermed står venstrefløjen fra Flensburg-Handewitt ikke til rådighed for landstræner Gudmundur Gudmundsson resten af sæsonen.

Afbuddet skyldes træthed og det faktum, at Eggert skal være far igen.

Kasper Søndergaard tager konsekvensen af et VM uden megen spilletid og har sat tilværelsen som landsholdsspiller på pause. (Foto: Lars Poulsen) Håndbold Dansk stjerne dropper landsholdet på ubestemt tid

- Jeg har altid været meget glad for at spille på landsholdet, men jeg kan ikke finde overskuddet i den kommende periode, hvor jeg også skal være far igen.

- Jeg har brug for en pause og vurderer, at det er nu, tiden er til det, fortæller 32-årige Anders Eggert i en pressemeddelelse.

Afbuddet omfatter samlinger i april og maj samt i juni, hvor der begge gange spilles kampe i EM-kvalifikationen.

Eggert debuterede på A-landsholdet i juni 2003. I 140 landskampe for Danmark har han scoret 522 mål.

Tidligere i marts kom det frem, at højrebacken Kasper Søndergaard - som ikke fik meget spilletid ved VM i Qatar i januar - holder pause på landsholdet på ubestemt tid.

4 kommentarer
Vis kommentarer