Anfører efter barsk kritik: - Måske vil jeg svare igen

Stine Jørgensen har hidtil ikke villet ytre sig, efter hun blev kritiseret sønder og sammen af TV2-ekspert oven på det skuffende EM

Stine Jørgensen i en stille stund under et pressemøde i Nantes i december. Foto: Lars Poulsen
Stine Jørgensen i en stille stund under et pressemøde i Nantes i december. Foto: Lars Poulsen

Torsdag aften stod de så igen over for hinanden. Face to face – uden vild øjenkontakt.

Stine Jørgensen og Trine Nielsen – landsholdets anfører og TV2-eksperten – tre måneder efter, Trine Nielsen om landsholdets kaptajn bl.a. sagde:

’Jeg er i tvivl, om Stine Jørgensen er den rigtige anfører.’ Og videre: ’Hun skal være den, der tegner landsholdets profil udadtil, men Stine er næsten blottet for attitude.’

Trine Nielsen savnede lederskab og vildskab. TV2’s håndboldredaktør Dan Philipsen revsede også det ’grå’ landshold i al almindelighed og anføreren i særdeleshed.

Trine Nielsen - tidligere Jensen - er tidligere landsholdsspiller og var bl.a. med til at vinde EM-guld i 2002 og OL-guld i Athen to år senere. Nu er hun skarp analytiker for TV2. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Trine Nielsen - tidligere Jensen - er tidligere landsholdsspiller og var bl.a. med til at vinde EM-guld i 2002 og OL-guld i Athen to år senere. Nu er hun skarp analytiker for TV2. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Stine Jørgensen går muligvis til modangreb. Men ikke lige nu.

- Det er klart, det var en hård hjemkomst, jeg fik - og holdet fik, erkender Stine Jørgensen på spillerhotellet inden afrejsen til Golden League.

Kritikken gik meget på din person!

- Ja, og der er ingen tvivl om, at det var rigtigt hårdt. Normalt bruger jeg ikke ret meget krudt på det, men den her var så stor og voldsom, at jeg blev nødt til at forholde mig til, hvad der egentlig var blevet sagt. Men jeg må sige, at jeg har været i virkelig gode hænder blandt de mennesker, jeg har rundt omkring mig. Klavs, Lars Jørgensen, gruppen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen gik i brechen for sin anfører og kaldte kritikken 'utilstedelig'. Her er de to foreviget sammen forleden i Bavnehøjhallen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen gik i brechen for sin anfører og kaldte kritikken 'utilstedelig'. Her er de to foreviget sammen forleden i Bavnehøjhallen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Skulle du ikke have svaret igen?

- Jo, det er der måske nogen, der synes. Vi syntes ikke lige, det var strategien på det tidspunkt, og I kan jo skrive, hvad I vil, og Trine og Dan gør jo deres job. Det jo hendes job at lave analyser og have meninger, og så kan jeg være enig eller uenig.

Du kan vel lige så godt sige, du er uenig?

- Ja, men det er jo ikke Trine, der er min træner eller holdkammerat, så egentlig skal jeg ikke forholde mig til det.

Bliver det ikke lidt akavet at komme i studiet hos hende?

- Jeg tror, det bliver lige så akavet for hende. Jeg forholder mig professionelt til det, og jeg forsøger at gøre mit arbejde.

Men hvorfor vil du ikke svare igen på kritikken?

- På det tidspunkt mente vi ikke, der ville komme noget godt ud af det.

Men nu?

- Det kan godt være, jeg på et eller andet tidspunkt vælger at gribe fat i en journalist, jeg har tillid til og giver mit billede af det. Men som det er lige nu, holder jeg fokus på, at jeg er samlet med landsholdet. Der er hele tiden noget, og det er aldrig rigtigt let at finde et tidspunkt at gå ind i sådan nogle diskussioner.

Stine Jørgensen og landsholdet spiller igen lørdag aften mod Frankrig i Golden League, hvor der kan vente en ny, grum afklapsning efter 20-31 mod Norge i den første kamp. 

Se også: Chokeret landstræner: - Jeg er mega bekymret

Se også: Danske kvinder fik prygl

Se også: Bekymret efter kritik: - Vi er pressede

41 kommentarer
Vis kommentarer