Anja Andersens ønske om at gøre comeback i håndboldverdenen overrasker Camilla Andersen, der tidligere har spillet sammen med Anja Andersen på landsholdet og har haft hende som træner i Slagelse.
- Ja, jeg er lidt overrasket, men det er kun godt, hvis hun kommer tilbage, siger Camilla Andersen til Ekstra Bladet.
Som spiller og træner var Anja Andersen kontroversiel og fyldt med engagement og raseri, mens hun senere som tv-ekspert har været blidheden selv.
- Nu har jeg kendt Anja privat, og hun har gennemgået en udvikling, men den er nok knap så stor, som den I har oplevet, siger Andersen, der tilbage i 90'erne dannede par med Anja gennem et halvt års tid.
- Men jeg er sikker på, at I vil se en mindre temperamentsfuld Anja Andersen, hvis hun kommer tilbage i trænerrollen, siger Andersen.
- Jeg taler med hende i ny og næ, men vi taler ikke håndbold sammen. Vi er mere venner, og jeg vil følge det spændt på sidelinjen som alle jer andre, siger Camilla Andersen.
Tidligere på onsdag-aftenen meldte Anja Andersen via sin gode ven, journalisten Bjarne Stenbæk, ud, at hun agter at gøre comeback i håndbold.
- Jeg ser mig selv som landstræner i den nærmeste fremtid.Da jeg skrev min bog: At blive den man er, gik det op for mig, at jeg skulle tilbage til håndbold og dele mine nye oplevelser og indsigter i det felt - sportens verden - som jeg kom fra, lød det fra Anja Andersen.
Kan du se hende som dansk landstræner engang i fremtiden?
- Ja, det kan jeg godt, men lige nu har kvindelandsholdet en god træner, så det bliver ikke foreløbig, siger Camilla Andersen, der afviser, at landstræner-jobbet var noget Anja talte meget om, dengang de begge var i håndboldverdenen.
Tidligere på aftenen havde Ekstra Bladet også fat i den tidligere danske landstræner Jan Pytlick, der ikke har set Anja Andersen i håndboldverdenen de seneste par år, men han hilser hende velkommen tilbage.
- Det lyder spændende. Anja har lavet mange spændende ting, og det vil være godt at få hende tilbage til håndbolden, siger Jan Pytlick til Ekstra Bladet.
- Det vil betyde meget, for Anja har store bedrifter i bagagen og har jo vundet Champions League, så det kunne være spændende, siger Pytlick.
Pytlick kan dog ikke umiddelbart se hende som dansk landstræner.
- Vi har jo en landstræner allerede, siger Pytlick, der ikke vil pege på lande, hvor Andersen vil kunne overtage i 'nærmeste fremtid'.
- Hvis hun har et landstrænerjob på hånden, så er det jo her, hvor hun gerne vil være, siger Pytlick, der senest har været ekspert hos TV2, men nu har kvittet jobbet for udelukkende at koncentrere sig om cheftræner i Odense Håndbold.
Ekstra Bladet har foreløbig forgæves forsøgt at få en kommentar fra generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen.
Håndbold-bombe: Anja Andersen vil være landstræner
85-årig takker Anja Andersen: Ægtefæller fandt hinanden
EM-heltindernes forbilleder: 'Jeg nåede lige at blinke til ham'