Anjas far er død

Den olympiske landsholdsspiller Keld Andersen døde natten til søndag efter lang tids kamp mod kræft

Anja Andersen har mistet sin far. Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix
Anja Andersen har mistet sin far. Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix

Keld Andersen, der døde natten til søndag, var en hårdhændet håndboldspiller, der ud over at smadre igennem på et legendarisk IF Stjernen-mandskab i 1960’erne også nåede 52 A-landskampe, deltog ved VM i 1970 og OL i München i 1972 og var topscorer i 1. division i sæsonen 1972/73.

Dog uden at nå de helt samme resultater som datteren – Anja Andersen – der vandt olympisk guld i 1996 i Atlanta.

Keld Andersen ser til, mens stjernen Carmen Lungu får rødt kort under en kamp mod Viborg i Antvorskovhallen. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Keld Andersen ser til, mens stjernen Carmen Lungu får rødt kort under en kamp mod Viborg i Antvorskovhallen. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
 

Far og datter blev senere forenet i Slagelse, da Anja Andersen som træner hentede stjerner ind i bundter og lavede sit Dream Team, der ryddede hylderne for danske mesterskabspokaler og store Champions League-titler til den vestsjællandske stad. Keld Andersen boede senest i fødebyen Odense, hvor han kl. 02.15 natten til søndag udåndede på et hospice efter en lang og håbløs kamp mod kræft.

- Han var stærk som en okse og levede mindst halvandet år længere, end eksperterne vurderede, da omfanget af hans sygdom blev kendt, fortæller en dybt berørt Mark Andersen, der de sidste to år har sat stort set alt til side for at støtte sin far og familien i den håbløse kamp, der startede med tarmkræft og bredte sig.

Keld Andersen blev 75 år. Han debuterede på landsholdet 10. februar 1967 og spillede sin sidste landskamp ni år senere i januar 1976. Anja Andersen blev født to år senere i 1969, og foruden hende og lillebror Mark er der også en storesøster MIa, der nu er ramt af sorg.

- Det var ikke uventet, at det ville ske. Jeg kan ikke huske hans sygdomsforløb i detaljer, men han har kæmpet over flere år, fortæller Bjarne Stenbæk, der var forretningsfører og skrivebordsgeneral bag Slagelses optur fra seriehåndbold til voluminøse Champions Leauge-trofæer i 00’erne.

- Jeg har fået den sørgelige besked via Mark, der er Kelds yngste søn og Anjas lillebror, fortæller Sorø-journalisten til Ekstra Bladet.

Anja Andersen tog i bogen ’At blive den man er’ et opgør med sig selv, sporten, sin fortid, ikke mindst sine forældre og især sin far, men ifølge Bjarne Stenbæk blev der i årene derefter talt ud, og familien var samlet om at sige farvel til den fynske kæmpe.

- MIn far og Anja har talt ud for længe siden, og hele familien har været samlet her i de sidste hårde dage og uger - som vi har været det, fra far fik konstateret kræft i 2017, fortæller Mark Andersen.

Keld Andersen blev opereret i 2017 og igen to år senere, da kræften havde spredt sig.

- Han bevarede appetitten på mad og på livet næsten til det sidste. De seneste dage kunne vi godt se, at der ikke var mere at kæmpe med, men han vil for altid stå som en klippe i vores familie - og for vennerne og de gamle holdkammerater, som allerede har hyldet ham. Nu skal vi lige finde vores ben i det her og tage os af vores mor, siger familiens yngste søn.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Hvor der er penge, der er Peter