Håndboldens legebarn nummer et, Anja Andersen, lægger i sin nye bog. ’Det er aldrig for sent at blive den man er’, ikke skjul på, at hun altid har følt sig rigtigt godt tilpas i selskab med børn.
Drømmen om at få sine egne har altid haft en stor plads hos hende, og i kapitlet ’Moster’ fortæller hun som 47-årig om den smertelige erkendelse af, at det nok aldrig bliver til noget.
’Jeg er klar over, at der ligger en livsafgørende beslutning foran mig. Men måske er det slet ikke min beslutning. I et års tid har jeg ikke haft menstruation, og min læge sender mig til en undersøgelse, hvor blodprøverne viser, at jeg umiddelbart ikke kan få børn. Muligheden er, at jeg gennemgår en længerevarende hormonbehandling – og der vil stadig ikke væren nogen garanti. Det ønsker jeg ikke at udsætte hverken min krop eller psyke for’.
Hun beskriver, hvor ked af det hun bliver over beskeden.
’Børn har længe været en drøm’.
Hun har altid haft børn tæt på sig i sit liv. De senere år har hun knyttet sig til sine nevøer, Mathias og Andreas, hvor hun tit træder til for at aflaste sin fraskilte søster.
Hun beskriver, hvordan to muligheder er oppe at vende. Plejemor eller adoption. Dem ender hun med at vælge fra.
’Hurtigt kan jeg se, at begge muligheder kræver en enorm dedikation. Den er jeg sådan set klar til at give et barn. Spørgsmålet er, om jeg er klar til den konsekvens, der vil følge med at få mit eget barn: at jeg kan være mindre sammen med mine nevøer. Så inden jeg overhovedet skal vælge mellem plejemor eller adoption, skal jeg tage et andet valg: mit eget behov for et barn eller min søsters og nevøers behov for, at jeg er helt nærværende i deres liv. Det gør valget nemt. Som en vigtig voksen person i drengenes liv er jeg ikke i tvivl om, at deres behov vægter højere end mine egne. Og jeg ønsker ikke, at de skal opleve det som et svigt, at jeg forsvinder i kulissen for at tage mig af pleje- eller adoptivbørn. At se for mig, hvor meget jeg kan være for Andreas og Mathias, trænger min egen drøm om børn i baggrunden, i hvert fald lige nu.
’Nu kan jeg koncentrere mig om at give dem sådan en barndom, jeg kunne have ønsket mig. I min egen opvækst fik jeg aldrig fornemmelsen af at være en del af et hold. At vi i familien var der for hinanden og hjalp hinanden. At min holdning betød noget. Jeg blev ikke taget med på råd’, skriver hun.
Anja Andersen har lavet den aftale med sin søster, at hun har drengene tre dage om ugen, to af dem hver for sig og fredag sammen.
Bagest i bogen takker hun flere mennesker i sit liv, og de to nevøer kan ikke være i tvivl om hendes følelser:
’Tak for jeres gode humør, latter og lyse sind. I er de sjoveste mennesker, jeg kender. Jeg elsker jer ubetinget’.
Anja om dødeligt knivdrama: Vi vandt VM for deres efterladte
