BSV-træner vil have Barcelona-kamp

Træner i Bjerringbro-Silkeborg, Carsten Albrektsen, vil helst møde Barcelona i 1/8-finalen i Champions League

Der bliver trukket lod til 1/8-finalerne i håndboldens Champions League tirsdag, og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) vil helst møde FC Barcelona.

Det fortæller midtjydernes træner Carsten Albrektsen, der foretrækker det spanske storhold fremfor tyske HSV eller ungarske Veszprem.

- Der er bare en speciel aura omkring at møde klubben Barcelona. Det vil helt klart være en sællert. At få lov til at spille mod Barcelona er noget, vi gerne vil prøve.

- Hamburg ligger tæt på, og det kunne også være en sportslig og økonomisk interessant modstander, siger BSV-træneren.

BSV gik videre fra fjerdepladsen i gruppespillet og skal derfor møde en gruppevinder, og der er ingen tvivl om, hvilket hold danskerne helst vil undgå.

- Der er et hold, vi gerne vil undgå, og det er Veszprem fra Ungarn. Det er der flere grunde til. Det er selvfølgelig et dygtigt hold, eller havde de ikke vundet deres pulje.

- Og dernæst er det måske den mindst attraktive modstander i forhold til interessen om kampen. Vi skulle gerne have fyldt vores egen hal. Sidst - men ikke mindst - er det en besværlig rejse, siger Albrektsen.

- Så hvis vi tager alle parametre med, så er det et hold, vi helst vil undgå, fastslår han.

Albrektsen kunne desuden berette, at BSV-holdet for anden udekamp i træk har problemer på vej hjem fra en udebanetur i Europa.

Søndag tabte BSV med 18-32 til makedonske HC Metalurg i Skopje, og holdet stødte denne gang på forsinkelser i lufthavnen i den østrigske hovedstad Wien.

- Vi er på vej hjem til Silkeborg. Vi kommer lige nede fra Makedonien. Lige nu er vi i Wien, og så venter vi på et fly til København, som er forsinket.

- Fra København skal vi til Silkeborg i bus, så det er rigtig fint. Men vi tager det i stiv arm, lyder det fra Albrektsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere