Slagelse erkender: Det er slut

Slagelse FH trækker sit hold fra Dame Håndbold Ligaen på grund af økonomiske problemer

Slagelse FH er ikke længere en del af dansk tophåndbold. Det tidligere storhold, der under Anja Andersens ledelse vandt tre gange DM-guld og tre Champions League-titler, trækker sig fra Dame Håndbold Ligaen.

Slagelse FH var allerede i efteråret i økonomiske problemer, da Peter Lexander trådte til og garanterede for driften resten af sæsonen.

Men klubben skriver på sin hjemmeside, at man ikke kan få enderne til at nå sammen, efter at pengemanden Peter Lexander har trukket sin garanti for klubbens økonomi tilbage.

Der mangler 650.000 kroner frem til 30. juni, og dem har klubben nu opgivet at finde. Derfor må man nu under konkursbehandling.

- Vi havde ellers sat turbo på salgsarbejdet og havde mange spændende ting i støbeskeen, men resultaterne af det arbejde kommer ikke hurtigt nok, og når vi ikke har garanti for økonomien, er det ikke seriøst af os at fortsætte, siger Morten Christensen, der er talsmand for Slagelse FH til klubbens hjemmeside.

Slagelse indgik i 2000 en aftale med landsholdslegenden Anja Andersen om, at hun skulle føre holdet til tops i dansk og international håndbold.

Sponsorerne strømmede til, og det samme gjorde stjerner som Camilla Andersen, Cecilie Leganger og Bojana Popovic.

Holdet var i perioden fra 2003 til 2007 Europas bedste kvindehold, men det fik en ende, da Anja Andersen i 2008 skiftede til FCK håndbold.

Det betød, at størstedelen af klubbens sponsorer forsvandt, og siden har klubben kæmpet med at få økonomien til at hænge sammen.

Holdet har i indeværende sæson kun vundet et enkelt opgør af 15 mulige, og derfor skulle de sportslige konsekvenser af konkursen være til at overskue.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere