Mikkel Hansen: Paris skal have et storhold

Mikkel Hansen trives i Paris Handball, hvor han vil være med til at bygge et europæisk storhold op fra bunden

Mikkel Hansen spiller i denne weekend med om medaljerne ved håndbold-VM, og lige nu har venstrebacken fuld fokus på slutrunden i Spanien.

Men når VM er overstået, så skal Mikkel Hansen være med til at sikre sin franske klub Paris Handball deltagelse i Champions League i næste sæson. Og stjernespilleren tror på, at klubben kan opbygge noget stort.

- Næste sæson får vi endnu flere gode spillere, og jeg tror, det bliver et rigtigt godt hold i forhåbentlig mange år endnu, selv om vi allerede har et godt hold nu.

- Paris er da en by, som skal have et storhold. Det er et langtidsprojekt for mig. Ellers havde jeg sgu nok ikke skrevet under for fire år i Paris, siger Mikkel Hansen.

Sidste sommer skiftede han fra den konkursramte danske storklub AG København til Paris-klubben på en kontrakt frem til sommeren 2016.

I efteråret vandt Mikkel Hansen 13 sejre i 13 ligakampe med klubben, som ligger suverænt nummer et. Samtidig har det også været en stor oplevelse uden for banen.

- Jeg har mødt en ny kultur og et nyt sprog og en masse nye mennesker. Jeg har fået en ny måde at træne på, så det har været spændende, men omvendt også krævende. Det har været en dejlig ting at opleve.

- Paris er noget af det fedeste sted i hele verden, du kan bo i, tror jeg. Der er så mange ting og så mange nye områder, man kan udforske. Det er en meget spændende by.

- Og vi har fundet et godt sted at bo, det er super, fortæller Mikkel Hansen.

Sammen med kæresten i Paris går det fremad med det franske sprog, som ikke har været en barriere i klubben med mange internationale stjerner.

- Det går fint med sproget. Der er undervisning to gange om ugen, og man forbedrer sig selvfølgelig hele tiden. Men det er ikke verdens letteste sprog.

- Der er overhovedet ikke problemer på håndboldbanen. Mange af dem snakker spansk og engelsk, og ud over det tager det ikke vanvittig lang tid at kende håndboldsproget på fransk, forklarer Mikkel Hansen.

Der var meget snak om, at Mikkel Hansen overforcerede sit knæ i efterårets kampe i den franske liga, men det afviser han.

- Jeg har ikke spillet, hvis der var chance for, at der kunne ske noget, eller hvis jeg kunne forværre det, fastslår Mikkel Hansen.

0 kommentarer
Vis kommentarer