Kan Eggert brænde et straffekast?

Fløjspilleren har scoret på alle sine 19 forsøg ved VM indtil videre

Anders Eggert har været sikkerheden selv under VM. (Foto: Lars Poulsen)
Anders Eggert har været sikkerheden selv under VM. (Foto: Lars Poulsen)

ZARAGOZA (ekstrabladet.dk): Gang på gang ser man målmændene sprælle forgæves efter bolden og nærmest opgivende pille bolden ud af nettet, når Anders Eggert endnu en gang har taget røven på dem med en straffekastscoring.

Se også: Roser kaptajn 'klask': Han betød 10 mål

19 gange i træk har han scoret ved VM. 19 mål på 19 forsøg.

- Kan du overhovedet brænde et straffekast?

- Ha ha. Ja! siger fløjspilleren selv med et af sine mange grin og fortsætter:

- Jeg havde sagt inden turneringen, at målet som altid var at holde 85 procent. Det er indtil videre gået godt! Og lige nu har jeg selvfølgelig en ’ud over det sædvanlige-fornemmelse’ af, hvor målmændene går hen inde i målet.

- Men jeg ved jo lige så godt som alle andre, at lige pludselig er der en, der står det rigtige sted, og så er magien brudt, konstaterede han efter søndagens sejr over Tunesien, hvor der røg yderligere tre scoringer på kontoen.

Se også: Møllgaard: Fremragende VM-start for Kasper

Ud over Eggerts 19 forsøg har Hans Lindberg udnyttet alle sine tre forsøg fra pletten, og Danmark har dermed som det eneste hold ved VM maksimum på den konto med 22 mål på 22 forsøg.

- Man skal gerne op omkring de 80 procent, og 85 er virkelig godt. Scorer man på 85 procent af sine forsøg, så bliver man den i Bundesligaen med den bedste straffekast-procent. 22 på 22 er faktisk ekstraordinært, siger Eggert.

0 kommentarer
Vis kommentarer